Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har i sit hjemland fattet interesse for kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af det islamiske styre, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i [vinteren 2014] fik interesse for kristendommen gennem sin ven, [A]. [A] havde en bibel på bopælen, som optog ansøgerens interesse. Derudover kom [A] i en hjemmekirke, som han efter noget tid introducerede ansøgeren for. Ansøgeren deltog ugentligt i møder frem til sin udrejse. Hjemmekirken blev afsløret af de iranske myndigheder i [sommeren] 2015. Under afsløringen blev ansøgerens telefonnummer fundet, hvorefter de iranske myndigheder opsøgte ansøgerens families bopæl og ransagede bopælen. Under ransagningen fandt de iranske myndigheder en bibel. Ansøgerens familie er efterfølgende blevet opsøgt to gange. Ansøgerens forretning er også blevet ransaget. Ansøgeren så sig derfor nødsaget til at udrejse af Iran. Ansøgeren er blevet døbt efter ankomsten til Danmark, og han har siden deltaget i kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har fattet interesse for kristendommen knapt et år inden sin udrejse af Iran, og at han har læst i biblen, og deltaget i hjemmekirkemøder regelmæssigt gennem det sidste halve år inden udrejsen. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren er blevet døbt kort efter indrejsen i Danmark, og at han fast har deltaget i kirkelige aktiviteter siden. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret om baggrunden for sin interesse for kristendommen og dåben, samt om sin viden om kristendommen. Ansøgeren har videre forklaret om sit ønske om at udbrede det kristne budskab, herunder om sine opdateringer på Facebook. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sin kristne overbevisning og aktiviteter, at ansøgerens konversion må anses som reel, og at han fortsat vil leve som kristen ved en tilbagevenden til Iran, og at han dermed risikerer forfølgelse som følge af sin religion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2016/86/MGO/LRN