Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Religiøse forhold
Privatretlig forhold
Sur Place
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmer til en pige […], som han har haft et hemmeligt forhold til, og at han i Danmark er konverteret fra trosretningen Yarestan Ahl-e Haq til kristendommen. Ansøgeren mødte [pigen primo] 2012, hvorefter de mødtes en til fire gange månedligt i omkring et år. Da han gennem en ven, der kendte hendes familie, spurgte, om han måtte gifte sig med hende, fik han afslag med den begrundelse, at han var Yarestan. Efter at han havde været på rejse i Europa i 2014, og efter at hun havde fortalt ham, at hun skulle tvangsgiftes med en slægtning, mødtes de igen og havde seksuelt samkvem for første gang. En uge efter mødet skrev hun, at hun var på sygehuset, og at hendes familie var blevet bekendt med, at de havde haft seksuelt samkvem. Da han ikke turde vende hjem, tog han til sin farbror i Kermanshah og straks videre til sine bedsteforældre i [en] landsby […]. Under opholdet der oplyste hans mor telefonisk, at to personer, som hun mente var fra [pigen]s familie, havde opsøgt ansøgers bopæl, og at der var kommet brev fra politiet, hvorefter han skulle melde sig på stationen. 15 til 20 dage senere kom der endnu et brev, hvoraf det fremgik, at han var eftersøgt af politiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [pigen]s familie til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om centrale punkter, herunder om sin besvarelse af [pigen]s sidste besked, og om sit ophold hos farbroren og bedsteforældrene. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren og [pigen] turde indlede et seksuelt forhold efter at have fået afslag på indgåelse af ægteskab og med viden om, at hendes familie ville have hende bortgiftet til en slægtning. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/81/ceb