Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og shiamuslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har henvist til, at hun i 2015 er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har været indrejst i Danmark tre gange. Hun har hver gang søgt asyl, men fået afslag herpå. I den første sag fremlagde ansøgeren en domsudskrift, der blev ægthedsvurderet til at være et falsum, og som nævnet fandt ikke at kunne lægge vægt på. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konvertering til kristendommen kan anses for at være reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren først har oplyst om sin interesse for kristendommen ved ansøgningen af [et dato i sommeren] 2015 om genoptagelse, selvom hun under nævnsmødet har forklaret, at hun gik i kirke nogle gange i Teheran omkring år 2000, og at hun har betragtet sig selv som kristen, siden hendes datter ved et mirakel blev helbredt i 2002, efter hun havde bedt til Kristus. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har givet en indgående beskrivelse af situationen med hendes datter på sygehuset i asylskemaet af [en dato i foråret] 2010, uden at hun der har anført oplysninger om miraklet. Nævnet bemærker videre, at ansøgeren også under nævnsmødet har udbygget sin forklaring, idet hun ikke tidligere har oplyst, at hun gik i kirke i Teheran. Nævnet tilsidesætter således, ansøgerens forklaring om baggrunden for, at hun blev kristen. Ansøgerens dåb og kristne aktiviteter kan på denne baggrund ikke anses for at være udslag af en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren har haft vanskeligt ved at forklare om sit forhold til ægtefællen og hans syn på hendes religiøse overbevisning. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Iran/2016/67/snd
