iran20166

Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk perser fra Anzali, Iran. Ansøgeren var tidligere muslim, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin kristne interesse i Iran, om hvad han i den anledning var udsat for, eller hans oprindelige forklaring om visum og udrejse til grund. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgerens konvertering må anses for reel. Flertallet lægger herved, uanset at ansøgerens generelle troværdighed som følge af ovennævnte forhold må anses for belastet, vægt på, at ansøgeren opsøgte en kristen kirke i Danmark allerede en måned efter indrejsen og inden han havde modtaget afslag på sin asylansøgning. Han deltog i dåbsundervisning og blev døbt [ultimo] 2012. Han har siden kontakten med kirken deltaget i gudstjeneste ugentligt, og han har herudover flere gange om ugen deltaget i kristne aktiviteter i form af bibelundervisning med videre. Han har således gennem ca. tre et halvt år haft vedvarende og omfattende kristne aktiviteter. Ansøgeren har svaret fyldestgørende på spørgsmål om kristendommen, og hvad den har betydet for ham. Ansøgeren er medstifter af en Facebook-gruppe vedrørende kristne synspunkter, og han har også en egen Facebook-side, hvor han giver udtryk for kristne budskaber. Ansøgeren har tillige været profileret gennem en artikel i Jyllands-Posten og er blevet truet i den forbindelse. Ansøgeren udbreder kendskabet til kristendommen, og han føler, at han vil være nødt til at fortsætte hermed ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Han vil ikke kun være delvis kristen. Flertallet finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af, at han er konverteret til kristendommen og ansøgerens indstilling til kristendommen, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/6/ADP