iran201650

Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarestani fra Al Tash-lejren i Romadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de iranske myndigheder vil dræbe ham, fordi han ikke har leveret oplysninger til de iranske myndigheder om PJAK-gruppen, som har angrebet de iranske myndigheder i hans område. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans familie tilhører religionen Yarsan Ahl-e Haq, og at hans far og farfar har været politisk aktive for partiet Hezbe Demokrat Kurdistan. Ansøgeren og hans familie har i en lang årrække været bosat i Al Tash-lejren og blev i 1999 sendt tilbage til Iran. Ansøgerens far og farfar blev straks anholdt. Farfaren blev henrettet i 2002, og ansøgerens familie har ikke set faren siden. I 2011 ville ansøgeren have udstedt en personlig attest og henvendte sig derfor til de iranske myndigheder. Han blev henvist til efterretningstjenesten, som ville have ham til at levere oplysninger om PJAK-gruppen, der var aktiv i ansøgerens område. Ansøgeren blev opsøgt af myndighederne fire gange og tilbageholdt en enkelt gang i fem dage med henblik på at få ham til at levere oplysninger. I [vinteren] 2013 angreb PJAK-gruppen de iranske myndigheder, hvorefter ansøgeren tog op i bjergene og gemte sig, idet han frygtede, at myndighederne ville opsøge ham. Han hørte fra familien, at nogle havde fået tilladelse til at skyde ham. Han udrejste herefter illegalt af Iran til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet denne forekommer selvoplevet og troværdig. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren, hvis far, farfar og farbror har været politisk aktive og forfulgt af myndighederne, har indgået en aftale om spionage mod PJAK-gruppen, og at han undlod at opfylde denne aftale og flygtede, hvorefter han blev eftersøgt og hans bopæl ransaget. Herefter findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/50/SSM