iran201645

Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været tilhænger af Irans Demokratiske Parti og har hjulpet sin politisk aktive morbror med at optage videofilm. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på ubestemt tid. Dette skyldes, at ansøgeren er tilhænger af Irans Demokratiske Parti, og at han har hjulpet sin morbror med at optage videofilm. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet, idet han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans morbror er meget politisk aktiv for Irans Demokratiske Parti. Ansøgeren har videre oplyst, at hans bror i 2004 blev tilbageholdt i en uge af den iranske efterretningstjeneste, fordi han var i besiddelse af et fotoalbum med billeder af morbrorens familie. Ansøgeren har videre oplyst, at han har filmet optagelser 15 til 20 gange, da han var mellem 16 og 18 år. Ansøgeren optog løbesedler eller begivenheder. Disse videofilm blev brugt til morbrorens politiske virke. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han to gange er blevet tilbageholdt kortvarigt af politiet som følge af hans manglende aftjening af værnepligten. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet forklaret, at fem af de film han havde optaget til sin morbror, og som havde politisk indhold, forsvandt fra hans bopæl. Ansøgeren forklarede først, at filmene forsvandt i forbindelse med hans flytning i 2012 eller 2013, men forklarede senere, at de forsvandt cirka to uger før hans udrejse af Iran, og at dette var den egentlige årsag til hans udrejse. Idet ansøgeren hverken har forklaret om disse episoder under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen eller under sit møde med sin egen advokat, og da ansøgerens forklaring om at undladelsen skyldtes tolke- og helbredsmæssige problemer ikke forekommer overbevisende, tilsidesættes denne del af forklaringen som udbyggende og konstrueret til lejligheden. Idet ansøgeren forud for nævnsmødet har forklaret, at han ikke har haft problemer, hverken som følge af hans manglende aftjening af værnepligten eller som følge af sin egen eller familiens politiske aktiviteter og da en eventuel sanktion for ulovlig udrejse, jf. baggrundsoplysninger ikke kan anses for at være urimelige, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at hjemvise sagen, idet der ikke ses at foreligge sagsbehandlingsfejl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/45/SHH