Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder, statsborger i Iran og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive krydsforhørt og generet af den iranske efterretningstjeneste, fordi han har forladt Iran uden at have fået styrets velsignelse. Han har derfor et forklaringsproblem over for de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran, og han vil være særlig udsat, fordi han er kurder. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelt vanskelige forhold for etniske kurdere i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er udrejst legalt fra Iran [ultimo] 2015. Han mistede sit pas, da han passerede Middelhavet på vej til Grækenland. Ansøgeren frygter, at han som følge af dette vil blive krydsforhørt og generet af den iranske efterretningstjeneste ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har videre forklaret, at han som kurder i Iran levede under generelt dårlige forhold i Iran, ligesom han havde dårlige muligheder for at skabe sig et godt liv i Iran. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgerens oplysninger om årsagen til at søge asyl sammenholdt med det i øvrigt foreliggende giver imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at han opfylder betingelserne for at få asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ansøgeren har således ikke haft konkrete konflikter med myndighederne i Iran eller privatretlige konflikter med andre i Iran. Den omstændighed, at han er etnisk kurder og eventuelt vil blive afhørt af den iranske efterretningstjeneste ved en tilbagevenden til Iran, kan hverken i sig selv eller sammenholdt med sagens andre oplysninger – herunder om farens dårlige helbred som følge af en krigsskade fra Irakkrigen og den manglende støtte fra det offentlige til faren – og om de generelt vanskelige forhold for etniske kurdere i Iran føre til, at ansøgeren kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens oplysninger om, at han vil blive generet af den iranske efterretningstjeneste ved en tilbagevenden til Iran ikke er nærmere konkretiseret og alene bygger på hans egne formodninger. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/43/IBL
