Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og muslim fra Yazd, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive tilbageholdt af ukendte mennesker, der tidligere har tilbageholdt hende. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun omkring halvandet år efter hendes ægtefælles død fandt en lejer […], som flyttede ind hos hende. Fire til fem dage før ansøgeren udrejste af Iran, blev hun på sin bopæl opsøgt af to kvinder og to mænd. De fire personer tog ansøgeren med til et ukendt sted, hvor hun blev tilbageholdt i fire dage og stillet spørgsmål om lejeren. På tredjedagen af tilbageholdelsen fik ansøgeren et ildebefindende og blev indlagt på en lægeklinik og fik at vide af sygeplejersken, at hun havde haft et mindre slagtilfælde. Hun blev efter indlæggelsen ført tilbage til det sted, hvor hun tidligere havde været tilbageholdt. På fjerdedagen for tilbageholdelsen blev ansøgeren bedt om at sætte sit fingeraftryk – da hun ikke kunne skrive – på nogle dokumenter, hvorefter hun blev løsladt. Efter løsladelsen tog ansøgeren tilbage til sin bopæl, hvor hun opholdt sig, til hun den efterfølgende dag udrejste legalt af Iran ved brug af pas isat visum til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt i fire dage af for hende ukendte personer. Nævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at to mænd og to kvinder – uden at tilkendegive, hvem de var eller med hvilket formål, de opsøgte ansøgeren – skulle have tilbageholdt hende, givet hende bind for øjnene, kørt hende til et ukendt sted for derefter over flere dage at have afhørt hende om, hvem kvinden, der boede hos hende, var. Nævnet finder det hertil utroværdigt, at ansøgeren skulle have givet kvinden gratis logi, fordi hun var ensom, og desuagtet efter sin forklaring, hverken talte med eller spiste sammen med kvinden og ikke kender hendes fulde navn. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring tog hjem, da hun blev løsladt, uagtet personerne havde sagt til hende, at hun ikke skulle gå fra sit hjem, da de ville komme og hente hende igen. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at episoden skulle være sket umiddelbart før udrejsen fra Iran, og at ansøgeren først søgte asyl, da hendes visum til Danmark udløb. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun har forklaret divergerende om sin udrejse. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen den 18. december 2015 forklaret, at hendes barnebarn, der var kommet til Iran for at tage hende med til Danmark, ringede hende op to til tre dage efter, at hun var blevet løsladt, hvorefter de sammen udrejste, mens hun under asylsamtalen den 21. januar 2016 forklarede, at barnebarnet ringede dagen efter, hun blev løsladt, om formiddagen – hvilket ansøgeren efterfølgende rettede til om aftenen – og at barnebarnet hentede hende den følgende morgen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevende til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/32/DH
