iran201631

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. 
Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har derfor besluttet at behandle sagen på det foreliggende grundlag jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1. Ansøgeren har tidligere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv for partiet KDPI i Iran, og fordi han har været Peshmerga i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i forbindelse med en familierejse til Irak i 2010 blev interesseret i partiet KDPI, fordi hans slægtning, [navn], introducerede ham hertil. Efter rejsen mødtes ansøgeren flere gange med [slægtningen] ved grænsen til Irak, hvor de talte om politik og planlagde, hvordan ansøgeren kunne krydse grænsen og tage til Koye for at blive Peshmerga. I begyndelsen af 2011 rejste ansøgeren til Koye i Irak for at blive Peshmerga. Han opholdt sig i Irak i et år og ti måneder, hvor han deltog i militærtræning, og efterfølgende blev gruppefører for 13-15 personer. Efter hans ophold som Peshmerga blev han medlem af KDPI. I udgangen af 2012, en uge efter ansøgeren vendte tilbage til Iran, blev han anholdt af de iranske myndigheder. Da de iranske myndigheder ikke kunne bevise, at han havde været Peshmerga i Irak, fik han lov til at blive løsladt mod, at hans far stillede deres hus i garanti for, at han ikke igen ville udføre nogen politiske aktiviteter. Ansøgeren sad fængslet i en måned og fire dage. 14 måneder efter løsladelsen påbegyndte ansøgeren sine politiske aktiviteter i Iran. Han har oplyst, at han skrev slogans på vægge og satte flyers i vinduesviskere på biler, sammen med sine to venner, [navn] og [navn]. I august 2015 blev [navn] og [navn] anholdt af den iranske efterretningstjeneste, mens det lykkedes ansøgeren at flygte til byen […], hvor han opholdt sig indtil sin udrejse i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet den fremstår divergerende på centrale punkter og dermed ikke troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke i asylskemaet har oplyst om at have været Peshmerga. Han har derimod kædet fængslingen på en måned sammen med politisk arbejde i form af uddeling af flyers. Flygtningenævnet henviser derudover til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afslag. De af ansøgeren fremlagte fotos findes ikke at kunne føre til andet resultat. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/31/THJ