Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og tidligere sunni-muslim og nu kristen konvertit fra Khozestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi de har fået kendskab til hendes kristne aktiviteter i Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter sine fjernere slægtninge i Iran, idet hun har haft kristne aktiviteter i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2012 blev afskediget fra sit arbejde, hvorfor hun i den efterfølgende periode havde det psykisk dårligt. I august/september 2014 mødte ansøgeren en kvinde ved navn [S], som hun blev nære venner med. Efter en eller to måneder introducerede [S] ansøgeren for kristendommen og inviterede hende med til møder i kristne huskirker. Den 29. december 2014 var ansøgeren til et møde i en huskirke. Myndighederne stormede mødet, og ansøgeren blev sammen med de andre mødedeltagere taget med og tilbageholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i to dage, i hvilken forbindelse hun blev afhørt fem til seks gange samt udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev afhørt omkring den kristne gruppe, hun var sammen med, og ansøgerens kristne aktiviteter, i hvilken forbindelse ansøgeren blandt andet blev beskyldt for at være spion. Efter to dage blev ansøgeren stillet for retten, hvor hun afgav forklaring. Ansøgeren var herefter fængslet i yderligere en måned. Den 30. januar 2015 blev ansøgeren løsladt mod kaution på betingelse af, at hun ikke måtte forlade byen. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl den følgende måned, hvorefter hun udrejste illegalt af Iran. Et flertal af Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren med få mindre uoverensstemmelser med hensyn til tidsangivelser har forklaret overensstemmende om sit asylmotiv. Flertallet har især lagt vægt på, at ansøgeren allerede i forbindelse med skemaudfyldelsen redegjorde for, at hun tilhørte et mindretal som sunni-muslim men anså sig for en irreligiøs person og ikke som af Udlændingestyrelsen citeret i oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hendes problemer skyldtes hendes tilhørsforhold til sunni-religionen. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, som er en veluddannet person, under nævnsmødet har givet udtryk for, at hun stadig søger oplysninger om kristendommen og ikke anser sig som specielt kyndig. I denne sammenhæng har flertallet bemærket, at ansøgeren har gennemgået en dåbsundervisning, der har bibragt hende viden om grundlæggende elementer i kristendommen. Flertallet anser på den baggrund ansøgerens konversion for reel. Herefter finder flertallet, efter en samlet konkret og individuel vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv både i forbindelse med hendes aktiviteter forud for, at hun forlod Iran og hendes efterfølgende aktiviteter efter at hun har taget ophold i Danmark. På den baggrund finder Nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/3/MVI
