Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er statsborger i Iran, etnisk kurder og muslim fra Al Tash-flygtningelejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ved et fremtidigt ophold i Iran frygter at blive tilbageholdt og udsat for tortur af de iranske myndigheder, idet ansøgerens fader har haft politiske aktiviteter for det Kurdiske Demokratiske Parti. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flygtede til Irak under Iran/Irak-krigen. Faderen har fortalt ansøgeren, at det ikke er muligt for familien at vende tilbage til Iran, som følge af faderens aktiviteter for det Kurdiske Demokratiske Parti. Ansøgeren har fra sin moder fået fortalt, at faderen i Irak har deltaget i politiske møder samt markeringen af partiets stiftelse. Den omstændighed, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash, er ikke tilstrækkeligt til, at det alene af den grund kan antages, at ansøgeren i Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Der skal herefter foretages en vurdering af ansøgerens konkrete forhold. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og til to samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke havde kendskab til sin fars politiske aktiviteter for KDPI. Under den tredje asylsamtale med Udlændingestyrelsen [primo] 2016 har ansøgeren forklaret, at hans far enten var peshmerga eller har hjulpet peshmergaerne, ligesom faderen har uddelt aviser i de flygtningelejre, hvor ansøgeren og hans familie har boet. Når denne udbyggende forklaring sammenholdes med faderens oplysninger til ansøgerens advokat om, at faderen var menigt medlem af partiet, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hans far har haft politiske aktiviteter, der profilerer faderen og dermed ansøgeren i forhold til de iranske myndigheder. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker, at selvom det lægges til grund, at ansøgerens farbroder på et tidspunkt har stillet op til valg til KDPI’s hovedbestyrelse – uden at blive valgt – er dette ikke tilstrækkeligt til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af familiens politiske aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/28/ADP