Nævnet meddelte i maj 2016 en mandlig statsborger fra Iran, at vedkommendes opholdstilladelse ikke var bortfaldet. Indrejst første gang i 1989 og på ny i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er iransk statsborger og shia-muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1989, og at han [i foråret] 1990 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Klageren udrejste af Danmark til Irak [i foråret] 1993 og tog ophold i [en lejr]. Det fremgår af Det Centrale Person Register, at klageren blev registreret som værende forsvundet [i sommeren] 1993. [I starten af] 2016 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. stk. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, samt havde opnået beskyttelse i et tredje land. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at de tidsmæssige betingelser i udlændingelovens § 17, stk. 1, for bortfald af klagerens opholdstilladelse er til stede. Opholdstilladelsen er meddelt i medfør af § 7, og spørgsmålet er herefter, om klageren har opnået beskyttelse i et tredje land, jf. § 17, stk. 4. Som anført i Flygtningenævnets beretning for 2014, side 301, må spørgsmålet om, hvorvidt en udlænding kan antages at have opnået beskyttelse i et tredje land vurderes ud fra de samme kriterier som ved bedømmelsen af, om et andet land kan anses for første asylland. Et legalt ophold i et andet land kan således være udtryk for, at der er opnået de facto beskyttelse i det pågældende land med den virkning, at opholdstilladelsen i Danmark bortfalder, selvom der ikke formelt er opnået en varig opholdstilladelse i tredjelandet. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke kan anses for at have opnået beskyttelse i Irak. Flertallet lægger herved vægt på, at klagerens ophold i en lukket lejr i Irak uden mulighed for at forlade lejren har haft en sådan karakter, at klageren ikke kan siges at have opnået beskyttelse i et tredje land. Flertallet lægger i den forbindelse tillige vægt på, at lejren i perioden 2009-2013 ved flere lejligheder var under angreb fra det irakiske militær, hvorved flere beboere i lejren blev dræbt. For så vidt angår klagerens ophold i Albanien, finder flertallet, at det heller ikke med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at klageren har opnået den nødvendige beskyttelse i Albanien. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren alene er blevet genbosat i Albanien med henblik på de albanske myndigheders behandling af hans asylansøgning. Den omstændighed, at klageren i Albanien er meddelt en humanitær opholdstilladelse, der efter ansøgning kan fornys, kan uden nærmere oplysninger om asylproceduren i Albanien og implementeringen af aftalen med UNHCR efter flertallets opfattelse ikke føre til en anden vurdering. Flertallet bemærker i øvrigt, at det på grundlag af klagerens forklaring sammenholdt med baggrundsoplysningerne om forholdene i [lejren] er sandsynliggjort, at der har foreligget sådanne hindringer for, at klageren tidligere kunne være vendt tilbage til Danmark, at der ville være grundlag for dispensation fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Flertallet lægger således til grund, at klageren efter kortere tids ophold i lejren ønskede at vende tilbage til Danmark, men fik at vide, at dette ikke var muligt, at han under opholdet i lejren var under et konstant pres og overvågning fra lejrens ledelse og andre beboere, og at flugt fra lejren i hele den periode, hvor klageren opholdt sig der, var forbundet med betydelige vanskeligheder og ikke uvæsentlig risiko. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet.” Iran/2016/23/SHH
