Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2004 den iranske statsborger [ansøgeren], født [i starten af] 1986, opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår blandt andet af den oprindelige sag, at klageren efter klammeri med politiet formåede at slippe væk fra dem. Endvidere fremgår det, at klageren efter, at han havde undsluppet fra politiet, tog direkte hjem til sin ven, som ikke havde deltaget i demonstrationen. Endvidere har klageren under Flygtningenævnets behandling af sagen [i foråret] 2003 forklaret, at han opholdt sig hos denne ven i 16 dage, hvorefter han udrejste af Iran. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2016 har klageren blandt andet forklaret, at politiet prøvede at stoppe dem, hvorefter de kom i klammeri med dem. Politiet tog dem herefter med i en bil/varevogn, og kørte dem væk til en slags base, hvor de blev gennembanket. Her opholdt de sig i 6-7 timer. Endvidere har klageren forklaret, at han blev slået så voldsomt, at politiet samme aften blev nødt til at køre ham på hospitalet. Klageren har videre forklaret, at han var indlagt på en hospitalsstue på 1. etage, samt at der var en altan uden for hans vindue. Klageren flygtede fra hospitalet med hjælp fra klagerens fars ven. Farens ven hjalp klageren med at flygte fra hospitalet ved at gå udenfor hospitalet og finde en stor container med brugt hospitalstøj, som klageren hoppede ned i fra 1. etage. Pågældende kørte herefter klageren i bil fra Teheran til Tabriz. Herefter kørte de videre til en landsby, hvor de boede hos en familie, som de spiste hos, indtil det blev mørkt, hvorefter de fortsatte rejsen. Fra Tabriz kørte de videre til Urumieh, hvorfra de rejste videre over grænsen til Tyrkiet. Herfra rejste klageren sammen med en lastbilchauffør mod Istanbul og efter noget tid videre med en lastbil til Danmark. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [i starten af] 2016, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at Udlændingestyrelsen har nægtet at forlænge opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Der foreligger efter nævnets opfattelse ikke sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages af virke særligt belastende af de grunde, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt. Flygtningenævnet har således ikke kunnet lægge den forklaring, som klageren har givet om sit asylmotiv til grund. Det skyldes, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret. I den forbindelse har nævnet navnlig lagt vægt på de divergerende oplysninger, som klageren har givet om sine konflikter i Iran og om de nærmere omstændigheder i forbindelse med udrejsen af Iran. I forbindelse med behandlingen af sagen i Flygtningenævnet i 2004 oplyste klageren, at han i forbindelse med demonstrationen blev kropsvisiteret, og at han formåede at slippe væk fra politiet. Hans bror blev anholdt. I forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2016 oplyste klageren derimod, at han blev anholdt af politiet, og at han sammen med sin bror og nogle venner blev kørt væk i et køretøj til en base, hvor de opholdt sig i seks til syv timer og blev gennembanket af politiet. Samme aften blev han kørt på hospitalet på grund af sine voldsomme kvæstelser. I forbindelse med behandlingen af sagen i Flygtningenævnet i 2004 oplyste klageren, at han efter demonstrationen tog direkte hjem til sin ven, [A], hvor han opholdt sig i 16 dage inden udrejsen. I forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen den [i starten af] 2016, oplyste klageren derimod, at han flygtede fra hospitalet med hjælp fra sin fars ven. Flugten skete ved at hoppe ud fra et hospitalsvindue på 1. sal og ned i en container med brugt hospitalstøj. Herefter kørte farens ven ham til Tabriz og videre til Tyrkiet. Under disse omstændigheder finder nævnet efter en samlet vurdering, at klageren har udvist svig i forbindelse med opnåelsen af opholdstilladelse i Danmark i 2004, og at hans opholdstilladelse i Danmark derfor kan inddrages. Disse divergenser i forklaringerne på væsentlige punkter i forhold til asylmotivet indebærer således, at Flygtningenævnet ikke kan lægge forklaringen om, at klageren skulle være i myndighedernes søgelys på grund af sin deltagelse i demonstrationen eller om omstændighederne i forbindelse med udrejsen af Iran til grund. De af klageren over for nævnet hævdede forhold, herunder at han lider af dårlig hukommelse og var stresset på tidspunktet for samtalen [i starten af] 2016 kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Klageren har haft ophold i Danmark siden 2003, han taler dansk, og har efter det oplyste tidligere været på arbejdsmarkedet og i praktik. Han har ikke familiemæssig tilknytning til personer i Danmark. Hans familie bor i Iran, og han har efter sine egne oplysninger daglig kontakt til sin mor og regelmæssig kontakt til den øvrige familie. Han har en søster, der bor i Manchester og en bror, der i 2007 opnåede asyl i Danmark, men som nu har ukendt opholdssted. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet ikke, at inddragelsen må antages at virke særlig belastende med henvisning til de grunde, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. § 19, stk. 7. Herefter, og da der ikke vurderes at være risiko for, at klageren vil blive udsat for forfølgelse i Iran, eller der er andre grunde til, at udsendelse ikke kan ske efter udlændingelovens § 31, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Den generelle sikkerhedssituation i Iran kan herunder ikke i sig selv sidestilles med asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/22/LAJ
