Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Koya, Irak. Ansøgeren er medlem af det iransk kurdiske demokratiske parti og har tidligere været medlem af partiets ungdomsafdeling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få en lang fængselsstraf eller blive dræbt, idet han og hans forældre er medlemmer af KDPI. Han har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Azadi-lejren i Koya, Irak. Her har KDPI hovedkvarter, og begge hans forældre er peshmergaer. Hans aktiviteter for partiet bestod blandt andet i at hjælpe til i forbindelse med fejringen af forskellige begivenheder, herunder arrangering af fester og mærkedage for KDPI. Han har også deltaget i nogle af møderne for KDPI og i en demonstration foran det iranske konsulat i Erbil. Ansøgerens far er blevet truet telefonisk af de iranske myndigheder, der har meddelt ham, at det vil gå udover familien, hvis ikke han stopper med sine aktiviteter. I 2014 har der været to angreb på Azadi-lejren, og i begge tilfælde mistænker man den iranske efterretningstjeneste for at stå bag. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet han har forklaret detaljeret og konsistent herom, ligesom forklaringen er underbygget af de fremlagte erklæringer og billeder af ansøgeren og hans familie i Azadi lejren, der er beliggende i Koya tæt ved den iranske grænse. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er opvokset i Azadi-lejren, der udgør KDPI´s hovedsæde i KRI, og hvor en stor del af partitoppen har bopæl. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens far virker som underviser for peshmergaer, og at faderen indtager en central rolle i partiet. Nævnet lægger endelig til grund, at begge ansøgerens forældre er eller har været peshmergaer. Ansøgeren selv er født og opvokset i Azadi-lejren og har været aktiv i først partiets ungdomsafdeling, og siden sit 18. år medlem af KDPI, og han blev umiddelbart efter ankomsten til Danmark en del af KDPI´s danske afdeling. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i nærliggende risiko for at blive identificeret som partimedlem og tæt familiemæssig relateret til højstående medlemmer af KDPI, og at han herefter vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse fra regimets side. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/156/DH