Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk iraner og kristen protestant fra Teheran, Iran. Ansøgeren er kommet i forskellige kirker, herunder [en kirke i København] i perioden fra [slutningen af] december 2010 til [starten af] 2011 og igen fra efteråret 2014 og frem til i dag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af sin familie eller de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun [i foråret] 2010 blev viet med sin nuværende ægtefælle […]i Iran. Ægtefællen rejste efter et kort ophold i Iran tilbage til Danmark, og ansøgeren kom [i sommeren] 2010 på besøg på visum og rejste herefter tilbage til Iran [senere på sommeren] 2010. Under opholdet hos ægtefællen i Danmark begyndte han at tale om næstekærlighed og Jesus. Herefter fortalte han, at han var kristen. Ansøgeren begyndte at gå med ham i kirke om søndagen. Ansøgeren rejste igen til Danmark på visum [i slutningen] 2010 og vendte ikke tilbage igen. Hun fortsatte sine kristne aktiviteter sammen med sin ægtefælle, og i [starten af] 2011 anså hun sig selv som konverteret til kristendommen. Ansøgeren fortalte sin gode veninde i Iran om konverteringen. Veninden fortalte herom til ansøgers familie, der [senere i starten af] 2011 ringede ansøgeren op og fremsatte trusler om at dræbe hende, hvis hun vendte tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdig, idet den forekommer afglidende og divergerende. Ansøgeren har således ikke kunne forklare om, hvilke kirker hun har besøgt, før hun fik konfereret herom med sin ægtefælle, ligesom hun har afgivet forskellige forklaringer om antallet af kirkebesøg. Således har hun i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke var i kirke fra [starten af] 2011 frem til efteråret 2014, mens hun for nævnet har forklaret, at hun i den nævnte periode deltog i adskillige gudstjenester hvert år, uanset, at en erindring om dette må have stået hende klart henset til, at hun i den omhandlende periode efter sin forklaring stort set permanent opholdt sig indendørs i en lejlighed. Endvidere finder Flygtningenævnet, at hendes forklaring om kristendommen også i lyset af oplysningerne om længden af hendes skolegang forekommer unuanceret og ureflekteret. Der er herved også henset til, at hun efter sin forklaring har følt sig som kristen siden primo 2011. Uanset oplysningerne om, at ansøgeren nu er blevet døbt og siden efteråret 2014 har deltaget i en del kirkelige aktiviteter, finder Flygtningenævnet det efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Herefter kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/13/ABP
