iran2016117

Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Sagen blev sambehandlet med hendes ægtefælles asylsag.
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk perser fra Kerman i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til sin ægtefælles forhold, herunder at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt af repræsentanter fra Sepah, idet ægtefællen er eftersøgt af disse som følge af det forhold, at han har nægtet at efterkomme ordre om udsendelse til Syrien. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun risikerer forfølgelse i Iran, fordi hun er konverteret fra islam til kristendommen. Flygtningenævnets flertal forkaster af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets beslutning af 28. februar 2014, det af ægtefællen påberåbte asylmotiv om hans aktiviteter for Sepah Qods og Basij. Det bemærkes, at det i dag fremkomne ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Uanset omstændighederne omkring tidsforløbet i forbindelse med ægtefællens kirkegang fra juni 2013 og dåb i august 2013 sammenholdt med asylsagens behandling finder Flygtningenævnets flertal, at både ansøgeren og ægtefællen på rimelig måde har redegjort for tidsforløbet vedrørende overgangen til den kristne tro og deres kendskab til kristendommen. Hertil kommer, at der har været tale om et længere tidsrum med kristne aktiviteter, og at ansøgeren åbent har vist sit kristne sindelag. Endelig er det tillagt nogen vægt, at ansøgerens søn uafhængigt af ansøgerens og hendes ægtefælles konversion ligeledes er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/117/MKT