Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra [en landsby] udenfor Sardasht, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke har nogen familie eller netværk i Iran. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans fader døde, da ansøgeren var otte år gammel, hvorefter ansøgeren blev sendt til sin familie i Irak og derfra videre til en plejefamilie i Erbil, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ikke har aftjent militærtjeneste i Iran. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive mistænkt for at samarbejde med de kurdiske partier, da han taler en sorani-dialekt, som viser, at han har været i Irak. Om sit ophold i Irak har ansøgeren forklaret, at han i 2012 eller 2013 indledte et forhold til [A], som boede i den samme landsby. Da forholdet havde stået på i omkring to år, tog ansøgerens irakiske stedforældre kontakt til [A]s familie for at spørge om hendes hånd. [A]s fader nægtede at bortgifte hende med ansøgeren. Ansøgeren og [A] besluttede sig for at have sex sammen, så [A]s fader ville acceptere et ægteskab mellem dem. Omkring fire måneder efter ansøgerens familie havde rettet henvendelse til [A]s familie, havde ansøgeren og [A] sex. Ansøgeren fortalte sin irakiske stedfader om forholdet. Stedfaderen blev vred og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Samme dag blev ansøgeren sendt til [et andet område] i Irak, hvor han opholdt sig i omkring ti dage, inden han [i sommeren] 2015 udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren, som er iransk statsborger, skal vurderes i forhold til Iran. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har oplyst om forhold, der kan føre til, at han meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner i Iran. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren må anses for helt uprofileret, således at hans ophold i Irak og irakiske dialekt ikke kan antages at ville medføre asylbegrundende problemer ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport af 30. september 2013, at de iranske myndigheder udviser en vis interesse for personer, der vender tilbage til Iran efter ophold i Irak, men at dette ikke giver problemer, hvis de pågældende ikke kan anses for profilerede, samt at en række personer er vendt tilbage til Iran fra Irak over en årrække, uden at dette har givet dem problemer. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Iran ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/111/mvln
