Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og født yarestan fra Kermanshah, Iran. Ansøge-ren har oplyst, at han har sympatiseret med det kommunistiske parti Komolah siden foråret 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at komme i fængsel i 10 år eller mere, idet han har begået en politisk forbrydelse, da han har været politisk aktiv for Komolah-partiet. Han begyndte at være aktiv i partiet i foråret 2015 efter at være introduceret til partiet af sin fætter. Han udførte aktiviteter for partiet to gange, den [i sommeren] 2015 og natten mellem den [i sommeren] 2015, hvor han og fætteren kørte rundt på motorcykel i hans hjemby, […] og uddelte løbesedler og skrev slagord på byens vægge. Efterretningstjenesten kom til hans families bopæl den [i sommeren] 2015 klokken ti om formiddagen, hvor han var på arbejde i […]. Samme dag omkring klokken 12 ringede hans bror og fortalte, at efterretningstjenesten havde været ved bopælen. Ansøgeren tog derfor hjem til sin faster i Kermanshah by. Efter fem til seks dage hos fasteren ringede ansøgeren til sin bror, der fortalte, at efterretningstjenesten på ny havde opsøgt bopælen den [i sommeren] 2015. Ansøgerens bror tog kontakt til en menneskesmugler, som arrangerede ansøgerens udrejse, og ansøgeren udrejste af Iran den [i sommeren] 2015. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har broren i [foråret] 2016 telefonisk oplyst, at ansøgerens fætter er blevet anholdt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren blev døbt den [i foråret] 2016, og ansøgeren havde i [sommeren] 2016 gået til kristendomsundervisning i fire til fem måneder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hverken forfølgelsen fra efterretningstjenesten eller konversionen om kristendommen til grund. Nævnet har for så vidt angår ansøgerens angivelige politiske aktiviteter og forfølgelsen i anledning heraf navnlig lagt vægt på, at forklaringen generelt fremstår upræcis og afglidende samt uden detaljer, herunder blandt andet om Komolah-partiet, således at forklaringen ikke virker selvoplevet. Nævnet finder endvidere forklaringen usandsynlig på flere centrale punkter. Det findes således blandt andet usandsynligt, at ansøgeren efter at bopælen var blevet opsøgt af efterretningstjenesten ikke straks advarede sin fætter, men blot slukkede sin telefon. For så vidt angår ansøgerens konversion har nævnet lagt vægt på, at han blev døbt allerede efter få måneders kristendomsundervisning, at han under sin forklaring til Udlændingestyrelsen den [i sommeren] 2016 ikke vidste, at han blev døbt [en dag i påsken], samt at han under forklaringen for Flygtningenævnet ikke har været i stand til at forklare om kristendommen og dennes betydning for ham på en måde, så det anses sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/110/MGO