Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.
Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren var tidligere muslim, men er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han allerede et par år inden sin udrejse fra Iran mistede sin tro på islam og fattede interesse for kristendommen. Efter sin indrejse i Danmark i [foråret 2013] blev han sammen med sin moder kirkegænger i […], hvor han blev døbt [i sommeren 2013]. Han har siden været tilknyttet […], hvor han ifølge erklæringer fra kirkens præst, […], i hele perioden har deltaget i kirkens normale hverdag – og været meget engageret og ansvarlig med en fremmødeprocent tæt på 100 – og herudover har deltaget i en række særlige aktiviteter, herunder bibelskole og sommercamps, hvor han har været en bærende kraft. Ansøgeren har en blog og en åben Facebook-profil, hvor han løbende lægger kristne billeder og tekster op. Han har givet et langt interview om sin konversion i en artikel [i vinteren 2014] i […] med vellignende fotos, herunder et stort foto på avisens forside, hvilken artikel tillige har været trykt i tidsskriftet […] i [foråret 2015]. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Det lægges endvidere til grund, at myndigheder og andre i Iran i kraft af hans eksponering er blevet bekendt med hans konversion eller vil blive bekendt med denne, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flertallet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2016/1/akm