iran20159

Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2012. 

Flygtningenævnet udtalte:

Ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning fra [en by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel. Hans daværende ægtefælle har i hans påhør orienteret hans familie herom. Han frygter derfor, at blive slået ihjel af sin familie eller de iranske myndigheder. Endvidere er ansøgeren under opholdet i Danmark konverteret til kristendommen, og han frygter også af denne grund at blive henrettet af de iranske myndigheder eller dræbt af sin familie, som er meget religiøse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for, at han er konverteret til kristendommen. Der lægges herved videre vægt på, at der har været et længerevarende forløb i forbindelse med konversionen. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2014, og har fortsat udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og møder, ligesom han har missioneret. Idet det ikke kan kræves, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran henvises til at skjule sin tro, lægges det til grund at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles allerede af denne grund den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/9