iran20155

Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.

Flygtningenævnet udtalte:

Ansøgeren er etnisk perser fra […], Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Det fremgår af sagen, at ansøgeren blev døbt i [kirken] [i foråret] 2014. I udtalelse [fra begyndelsen af foråret] 2015 fra præst […] og missionskoordinator […] fra [kirken] anføres, at ansøgeren har været en yderst aktiv del af kirken siden sommeren 2013 og fortsat er det. Det anføres endvidere, at han trofast deltager i gudstjenester hver søndag og tillige i nyligt opstartede midtugentlige aktiviteter med undervisning for farsitalende, og at han desuden deltager i en ”huddle”, en mindre gruppe der jævnligt mødes og åbent deler de udfordringer, deltagerne møder i kristenlivet og hverdagen, og hvor der undervises i at missionere. Endelig anføres det, at han bidrager med praktisk arbejde i kirken. Herefter og efter sagens øvrige oplysninger sammenholdt med ansøgerens forklaring – herunder forklaringen for nævnet [i begyndelsen af foråret] 2014 om hans fravalg af islam – lægger nævnet til grund, at ansøgerens konversion er reel. Det lægges efter ansøgerens forklaring tillige til grund, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke vil leve i skjul med sin kristne tro. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om situationen for kristne konvertitter i Iran findes ansøgeren derfor at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.  Iran/2015/5