Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra […], Iran. Ansøgeren tror på Gud, men ikke på religion. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk parti. Ansøgeren har dog tilknytning til Komala partiet og har kæmpet for kurderes rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført regime-kritisk propaganda. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin fætter, [F], har udført politiske aktiviteter mod det iranske regime i byen […] i Iran. Ansøgeren og [F] var begge interesserede i kurderes rettigheder, og de talte ofte om, hvor dårligt kurdere blev behandlet i Iran. Ansøgeren blev interesseret i at gøre oprør mod regimet efter han overværede en episode, hvor en kurdisk pige blev tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, fordi hun bar kurdisk tøj. Fazel indviede herefter ansøgeren i sin tilknytning til det kurdiske parti Komala, og de aftalte, at ansøgeren også skulle være med til at udføre politiske aktiviteter. Ansøgeren har to gange udført politiske aktiviteter i form af uddeling af løbesedler og skrevet slagord på husmure. Ansøgeren udførte dette i forbindelse med Komalas årsdag den 26.11 1392 ([foråret]2013), og i forbindelse med peshmerga-dagen den 31.3 1393 ([sommeren] 2014). Den iranske efterretningstjeneste opsøgte efterfølgende ansøgerens bopæl flere gange og spurgte efter ansøgeren samt sagde, at han skulle melde sig til dem. Efterretningstjenesten tog en af gangene et kurdisk flag og ansøgerens computer. Ansøgeren var ikke hjemme på disse tidspunkter, idet han skjulte sig hos en ven. Ansøgeren kunne ikke komme i kontakt med [F], og [F’s] kone oplyste ansøgeren om, at [F] ikke var kommet hjem efter de sidst havde udført politiske aktiviteter. Ansøgeren gik derfor ud fra, at [F] var blevet anholdt. Ansøgeren formodede, at [F’s] aktiviteter var blevet opdaget, og at [F] havde angivet ansøgeren til de iranske myndigheder som værende en del af oppositionen. Ansøgerens onkel anbefalede på den baggrund, at ansøgeren forlod Iran. Ansøgeren forlod derefter Iran. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgeren alene har udført meget begrænsede aktiviteter for Komola, og at han alene har virket som sympatisør for ”den kurdiske sag”. Uanset om ansøgerens forklaring på enkelte punkter fremstår påfaldende, og uanset oplysningerne om det asylmotiv, som medførte at ansøgerens storebroder fik asyl i Danmark, kan Flygtningenævnets flertal ikke afvise hans forklaring om, at myndighederne er blevet bekendt med hans aktiviteter. Under disse omstændigheder findes ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet at risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger [...] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2015/37