Nævnet meddelte i august 2015 konventionsstatus til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og kristne af trosretning […], Iran. Den mandlige ansøger har været medlem af KDPI i omkring to år, hvor han har uddelt løbesedler og programmer for partiet. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv yderligere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på grund af deres konversion til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne på overbevisende måde har redegjort for, at de er konverteret til kristendommen. Der lægges herved vægt på, at der nu har været tale om et længerevarende forløb, og at hele familien er blevet døbt. Endvidere lægges det til grund, at ansøgerne vedvarende har udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og møder, og at de vedvarende har søgt at udvikle sig i forbindelse med omvendelsen til kristendom. Det skal særligt bemærkes, at ansøgerne endvidere har kunnet give en rimelig forklaring på deres skifte fra Al-e-Haq og til det nye religiøse ståsted. Ansøgerne har også under nævnsbehandlingen på overbevisende og troværdig måde demonstreret viden om kristne værdier og personer fra Biblen. Konversionen er endelig underbygget af erklæringerne fra [to forskellige kirker]. Der meddeles derfor allerede af denne grund ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/31