iran201526

Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst 2009.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk perser fra Ahwaz-provinsen, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens konversion må anses for at være reel. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren, siden indrejsen i Danmark har haft tilknytning til forskellige kirkelige samfund, alt efter hvor han har opholdt sig. Han har således i en årrække gået i kirke, og han har herudover deltaget i øvrige kirkelige aktiviteter. Han har modtaget dåbsundervisning inden dåben, og han har forklaret om baggrunden for, at han kom i kontakt med kristendommen, og at han blev døbt. Han har videre forklaret om kristendommen og dens betydning for ham. Han missionerer gennem Facebook, og han mener, at han som kristen er forpligtet hertil. Han deltager i ledelsen af en teenagegruppe under Indre Mission.  Flygtningenævnets flertal finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af, at han er konverteret til kristendommen, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/26