iran201525

Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K-status) vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst 2009.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk perser fra Ahwaz-provinsen, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens konversion må anses for at være reel. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren, der allerede i samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste, at hun var shia-muslim men ikke troende, siden indrejsen i Danmark har haft tilknytning til forskellige kirkelige samfund, alt efter hvor hun har opholdt sig. Hun har således i en årrække fast gået i kirke, og hun har herudover deltaget i øvrige kirkelige aktiviteter. Hun har modtaget dåbsundervisning inden dåben, og hun har forklaret om baggrunden for, at hun kom i kontakt med kristendommen, og at hun blev døbt. Hun har videre forklaret om kristendommen og dens betydning for hende. Hun missionerer på gaden i Århus, og hun mener, at hun som kristen er forpligtet hertil. Hun er overbevist kristen og vil fortsætte som sådan også efter en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af, at hun er konverteret til kristendommen, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2015/25