Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Iran, etnisk perser og ikke religiøs fra […], Iran. Ansøgeren har sympatiseret med [en politisk bevægelse] i 2009, og ansøgeren har i den forbindelse deltaget i politiske demonstrationer samt uddelt løbesedler forud for parlamentsvalget i 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af myndighederne og i den forbindelse idømt en hård straf som følge af, at han har udført politiske aktiviteter i forbindelse med parlamentsvalget i 2012, og fordi han er blevet beskyldt for at være udenlandsk agent. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han [i sommeren] 2009 blev anholdt af myndighederne i forbindelse med en demonstration til fordel for [en politisk bevægelse], hvorefter han afsonede 17 måneder i fængsel. Ansøgeren blev løsladt i [efteråret] 2010 efter at have underskrevet en erklæring om, at han aldrig mere ville være politisk aktiv. Ansøgeren har videre oplyst, at han efter løsladelsen startede en internetcafé op sammen med sin daværende ægtefælle. Ansøgeren var i den forbindelse med til at lave og uddele løbesedler i Teheran forud for parlamentsvalget i foråret 2012 med det formål at få folk til at undlade at stemme. Internetcaféen blev ransaget af myndighederne i 2012, hvorefter ansøgeren og ægtefællen gik under jorden. Ansøgerens ægtefælle udrejste herefter af Iran 40-50 dage senere. Ansøgeren har forklaret, at han var tilbageholdt af myndighederne i perioden [i slutningen af] 2013 til [foråret] 2014, og at han blev løsladt, da hans familie kautionerede for ham. Ansøgeren har endelig oplyst, at han udrejste [i foråret] 2014. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring om hans politiske aktiviteter til grund. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har været fængslet og tilbageholdt af myndighederne, og at han således er i myndighedernes søgelys samt, at han alene blev løsladt og fik mulighed for at udrejse på grund af sin faders forbindelser som militærperson. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en detaljeret og sammenhængende forklaring, der er uden divergenser. Flertallet finder på den baggrund, at det ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren, mens konflikten med myndighederne pågik, ud- og indrejste legalt af Iran eller, at han har forklaret divergerende om sine rejser til Dubai. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet var i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sin konflikt og redegøre for den nævnte divergens vedrørende rejserne til Dubai. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2015/23