Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim af trosretning fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i juni 2009 deltaget i politiske demonstrationer i Iran til støtte for Mir Hossein Mousavis grønne bevægelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt eller dræbt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at farbroderen under en rejse til Tyrkiet med ansøgeren blev ringet op af ansøgerens søster, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens værksted og fundet noget på værkstedets computer fra Al Ahwaz-partiet. Farbroderen fandt efterfølgende ud af, at to af ansøgerens medarbejdere blev tilbageholdt, fordi de havde tilknytning til Al Ahwaz-partiet, samt at ansøgerens navn fremgår af en liste over eftersøgte personer med forbindelse til gruppen, selvom ansøgeren i realiteten ikke har nogen forbindelse til denne. Et flertal i Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at ansøgeren, der ikke er etnisk araber, som er opvokset i Teheran, og som ikke har været politisk aktiv omkring løsrivelsen af Ahwaz, skulle være mistænkt som en blandt 25 for at støtte den politiske bevægelse Al Ahwaz. Det forhold, at der måske er fundet politisk materiale i den computer, som anvendes i virksomheden, synes ikke at bestyrke mistanken mod ansøgeren, da to ansatte, jf. hans forklaring, var tilknyttet Al Ahwaz-bevægelsen og havde adgang til computeren, der ikke var sikret med password eller lignende. Flertallet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ransagningen fandt sted, mens han var på forretningsrejse i [et andet land], hvor han medbragte 10.000 $ kontant. Flertallet finder ikke, at han under nævnsmødet har kunnet redegøre overbevisende for, hvorfor han medbragte det store kontantbeløb. Endvidere finder flertallet det påfaldende, at han på denne rejse var i selskab med sin farbroder, der kendte en oberst fra Sepah, der straks kunne give nærmere oplysninger om ransagningen og mistanken mod ansøgeren. Endelig finder flertallet det påfaldende, at ansøgeren efter sin flugt ikke har kontaktet familie eller venner med henblik på at få oplysninger om, hvorvidt de to ansatte er blevet løsladt, eller hvorvidt sikkerhedstjenesten har forsøgt at finde ham. Flertallet bemærker, at tiltalte på tre væsentlige punkter har forklaret divergerende. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han selv blev ringet op af sin søster, og at hun under denne samtale oplyste, at der var ”fundet nogle ting på ansøgerens computer”. Han har under samtalen [i begyndelsen af] 2015 med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet forklaret, at hans søster ringede til hans onkel, men at onklen først efter at have talt med obersten i Sepah havde oplysninger om den konfiskerede computer. Endelig har han under samtalen [i begyndelsen af] 2015 med Udlændingestyrelsen forklaret, at kun hans slægtninge […] og […] blev anholdt i forbindelse med ransagningen, mens han under nævnsmødet har forklaret, at alle fem ansatte blev anholdt, men at de tre blev løsladt efter afhøringer. På baggrund af ovennævnte finder flertallet ansøgerens forklaring usandsynlig og divergerende, hvorfor den ikke kan lægges til grund. Nævnet har under denne vurdering taget hensyn til oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2015/22
