iran201521

Nævnet meddelte i juli 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011.

Flygtningenævnet udtalte:

Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren har siden medio 2005 haft tilknytning til KDPI i Iran og siden [sommeren] 2011 været i kontakt med partiets repræsentation i Danmark og deltaget i partiets møder. Ansøgeren har i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel grundet sit politiske engagement for KDPI. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han i Danmark har fortsat sine politiske aktiviteter for KDPI og er blevet yderligere eksponeret, hvorfor han fortsat frygter at blive fængslet eller slået ihjel ved en tilbagevenden til Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans politiske aktiviteter er kommet de iranske myndigheder til kundskab, da han på flere offentlige tilgængelige billeder og videoer optræder som aktivt medlem af KDPI og ses med ledende medlemmer af partiet. Ansøgeren har blandet andet henvist til billeder og videoer på youtube.com og pdki.dk, hvor han optræder med navns nævnelse. Som asylmotiv har ansøgeren videre henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og blev døbt [i sommeren] 2014, hvorfor han vil være i risiko for forfølgelse grundet sin religiøse overbevisning ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en troværdig forklaring om sine fortsatte politiske aktiviteter for KDPI, navnlig i tidsrummet efter [efteråret] 2014. Hans forklaring understøttes af de billeder og artikler, som er skrevet af ham selv, og som i vidt omfang er lagt på Facebook og andre offentlige medier. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren må anses for at være eksponeret i forhold til de iranske myndigheder, hvorved også bemærkes, at ansøgeren blandt andet har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade, hvor hans deltagelse er blevet filmet og lagt ud blandt andet på Facebook. Ansøgeren har endvidere forklaret troværdigt om sin konvertering til kristendommen, idet bemærkes, at ansøgeren allerede fra sin første samtale med Udlændingestyrelsen den […] 2011 som trosretning har angivet, at han var ateist, og at han allerede fra 1995 holdt op med at tro, hvilket er kommet til hans families kendskab.  Dette har han under nævnsbehandlingen blandt andet uddybet med, at han ikke har været aktiv i relation til de muslimske højtider. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen forklaret, at han fortsat agter at udbrede kristendommen, som spiller en stor rolle i hans liv. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren er blevet dømt for trusler [fremsat i forbindelse med asylsagsbehandlingen], jf. straffelovens § 266. Dommen som er afsagt den [..] 2012 lød på betinget fængsel i 30 dage samt udvisning med indrejseforbud i seks år. I en udtalelse af […] 2015 fra Udlændingestyrelsen er det angivet, at dommen ikke vurderes at være til hinder for, at ansøgeren gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, da der ikke ses at være den fornødne proportionalitet mellem den begåede lovovertrædelse og udelukkelse fra beskyttelse i Danmark. Af sagens oplysninger fremgår endvidere, at ansøgeren ved […] ankedom af […] 2014 er blevet idømt ubetinget fængsel i 40 dage for hærværk, jf. straffelovens § 291, stk. 1. Dommen var en fællesstraf med den betingede straf fra dommen af […] 2012. Udlændingestyrelsen har i brev af […] 2015 til Flygtningenævnet fundet, at der herefter ikke foreligger ganske særlige grunde, som kan tale for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at den seneste dom ikke ses at have en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren bør udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herved, at der fortsat ikke er den fornødne proportionalitet mellem de samlede begåede lovovertrædelser og udelukkelse fra beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 Iran/2015/21