Nævnet meddelte i april 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim, født i Al-Tash-lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens fader har været medlem af KDPI siden starten af 1980’erne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive efterstræbt af myndighederne, idet hans fader er medlem af og har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgerens forældre flygtede fra Iran til Irak i forbindelse med krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash-lejren i Irak. I 2005 eller 2006 flyttede han sammen med hele familien til en flygtningelejr i Erbil i det nordlige Irak ved navn […]. Ansøgeren har aldrig været i Iran. Ansøgeren og hans familie levede under dårlige forhold i Irak, og de havde ikke samme rettigheder som irakiske statsborgere. Ansøger boede i [lejren] indtil sin udrejse fra Irak. Spørgsmålet, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må afgøres efter en konkret og individuel vurdering af ansøgeren og hans families forhold, herunder at ansøgeren og hans familie har opholdt sig i Al-Tash-lejren og efterfølgende i en flygtningelejr i KRI. Efter ansøgerens forklaring sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen, herunder ansøgerens broders forklaring i sin asylsag, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens fader var politisk aktiv i KDPI, da familien flygtede fra Iran til Irak, og at faderen fortsatte sine politiske aktiviteter under opholdet i Irak. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens fader og moder fortsat opholder sig i KRI, og at de som følge af faderens politiske aktiviteter frygter forfølgelse, hvis de vender tilbage til Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, herunder af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2014/21