iran201414

Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 besluttede Flygtningenævnet at udsætte sagen med henblik på via Udenrigsministeriet at indhente oplysninger om en dom omhandlende ansøgeren.. I 2014 modtog Flygtningenævnet oplysningerne fra Udlændingestyrelsen, og sagen blev herefter behandlet på et nyt mundtligt nævnsmøde. 

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah-provinsen. Ansøgeren har under udsættelsessagen oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politiks aktiv. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv henvises til det af ham forklarede under nævnets behandling af sagen den […]2013. Ansøgeren har endvidere som nyt asylmotiv henvist til, at han under udsættelsessagen er konverteret til kristendommen, og at han ikke vil kunne praktisere sin tro i Iran uden risiko for asylrelevant forfølgelse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet bemærker indledningsvist, at det ikke er underbygget, at ansøgeren i Iran skulle være idømt livsvarigt fængsel for narkotikakriminalitet, og at advokatens svar på henvendelsen fra de danske myndigheder, der var vedlagt samtykke til udlevering af oplysninger fra ansøgeren, om, at han ikke vil udlevere ansøgerens dom fra Iran, men at han mod betaling kan fremkomme med yderligere oplysninger, fremstår påfaldende. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren under nævnsmødet fremkom med en troværdig og konsistent forklaring om sit asylmotiv. Flertallet lægger således ansøgerens forklaring om, at han blev stoppet i en taxa med nogle kunder, der var i besiddelse af regimekritisk materiale, og at han i den forbindelse blev idømt fængsel i 15 år, 1 dag og 1 time til grund. Flertallet lægger videre ansøgerens forklaring om, at han blev meddelt orlov mod kaution til grund og bemærker, at Udenrigsministeriets kilde har oplyst, at det er muligt at få 5 dages orlov mod kaution ved fængselsstraf på 15 år, 1 dag og 1 time efter afsoning af 3½ års fængsel, hvilket understøtter ansøgerens forklaring om fængselsdommen. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han med urette har modtaget en dom for politisk aktivitet, som det er lykkedes ham at flygte fra under en orlov, og at han ved hjemvenden til Iran igen vil være i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2014/14