Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Basij. Han meldte sig ind i 2005 i forbindelse med gymnasiestart og blev aktivt medlem i 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han den […] 2010 skød en mand ved navn […]. Manden var trænet efterretningsmand for Basij, og ansøgeren havde set ham på […]basen. Han havde endvidere set efterretningsmanden en gang, hvor efterretningsmanden lå på et tag og skød ned i en folkemængde. efterretningsmanden dræbte flere på den måde. Den […] 2010 var der en meget stor demonstration, hvor ansøgeren var informationsmand for Basij. Han havde en walkie talkie og skulle kalde ind, når han så en adfærd, som Basij ikke ønskede. Herefter ville Basij-folk komme til stedet og overtage. Ansøgeren meldte ikke nogen, da han ikke kunne lide det. Han holdt af sine landsmænd. Han så, at efterretningsmanden rettede sin pistol mod en pige på 10-12 år. Hun stod ved nogle andre, men ansøgeren kunne ikke se, om hun var der sammen med dem. Da han troede, at efterretningsmanden ville skyde hende, gik han i panik. Han trak sit våben og skød efterretningsmanden. Det våben, som ansøgeren skød med, var en 45 kaliber Colt, som han havde fået af Basij. Som en konsekvens af drabet på efterretningsmanden, er ansøgerens hjem efterfølgende blevet ransaget. Ligeledes er ansøgeren blevet dømt. Dommen lød på, at han må skydes ved antræffelse. Ved en tilbagevenden til Iran, er ansøgeren sikker på at blive dræbt. Ansøgeren har som et yderligere asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, mens han har opholdt sig i Danmark. Da han kom til Danmark troede han ikke på nogen bestemt gud, men nu er han kristen, og han blev døbt den […] 2013. Han havde gået i kirke i cirka en måned, da han blev døbt. Han går i kirke hver søndag. Han går til gudstjeneste i […]Kirke, hvor han lærer om kristendommen fra præsten[…]. De kan høre prædikenen på farsi gennem en høresnegl. Han kommer ind imellem også i […]kirke og […]kirke. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om, at han har skudt efterretningsmanden og herefter er blevet dømt til døden, ikke at denne forklaring kan lægges til grund. Forklaringen fremstår på centrale punkter divergerende og usammenhængende og forkastes derfor som utroværdig. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen den […] 2012 har forklaret, at han tidligere havde set efterretningsmanden ligge som snigskytte på et tag, idet han dog ikke havde set efterretningsmanden ansigt. Han havde efterfølgende fået at vide, at snigskytten var efterretningsmanden. Under asylsamtalen den […] 2013 har ansøgeren imidlertid oplyst, at han kunne genkende efterretningsmandens ansigt ved demonstrationen, fordi han så efterretningsmanden fra samme vinkel, som dengang efterretningsmanden lå på taget. Under asylsamtalen den […] 2012 har ansøgeren om sin pistol forklaret, at han fik den udleveret 6 måneder efter, at han havde gennemført træningen på […]basen, og under gensamtalen den […] 2013 har ansøgeren forklaret, at han fik pistolen umiddelbart efter træningen, der begyndte dagen efter, at ansøgeren var kommet til basen. Træningen varede en uge. Ansøgeren har om sine aktiviteter for Basij under samtalen den […]2012 forklaret, at han slog de folk, som han kontrollerede, såfremt han blev angrebet. Under asylsamtalen den […] 2013 har han imidlertid forklaret, at han aldrig har lagt hånd på nogen i forbindelse med sit arbejde for Basij. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han en gang har lagt en person ned. Personen var fuld og ville slå ansøgeren. Nævnet finder, at det i øvrigt svækker ansøgerens troværdighed, at ansøgeren under asylsamtalen den […] 2012 har forklaret, at han udrejste fra Iran cirka et halvt år efter demonstrationen den […] 2010 og kom til Danmark 13 dage efter at han havde afsluttet sit ophold på […]’s gård. Under samtalen den […] 2013 har ansøgeren forklaret, at han efter sin udrejse fra Iran opholdt sig et år i Istanbul, forinden han ankom til Danmark. Han har i den forbindelse forklaret, at han ikke oplyste om sit ophold i Tyrkiet under den første samtale, da han var bange for at blive sendt tilbage til Tyrkiet, og fordi han ikke kendte asylreglerne. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om asylmotivet i relation til ansøgerens konversion til kristendommen lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgeren først efter sin indrejse til Danmark og først efter nogen tids ophold her i landet har oplyst om, at han er blevet kristen. Han har om baggrunden for konverteringen blandt andet henvist til, at han to gange har drømt om Jesus. Ansøgeren har deltaget i gudstjenester forinden sin dåb den […] 2013, men han har ikke deltaget i særskilt dåbsforberedelse. Han er blevet døbt i en kirke […]i København, hvor han kun har været den ene gang. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han få dage efter sin samtale den […] 2012 hos en psykolog begyndte at gå i kirke. Ved asylsamtalen den […] 2013 har han forklaret, at han først i 2013 begyndte at gå i kirke. Ved en samlet vurdering af denne del af asylmotivet finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på en troværdig måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er således ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. De udtalelser, der er fremlagt fra kirker i Jylland blandt andet om ansøgerens deltagelse i undervisning i kristendommen og om hans konvertering, kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han i øvrigt risikerer overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2014/4