Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk perser fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har imidlertid været tilhænger af religionen bahai. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb fra de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til bahai. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at han gennem en ven blev introduceret for bahai religionen. Gennem et halvt år gik ansøgeren regelmæssigt til møder. Ansøgeren fik en serie med 7 bøger, han skulle læse. De første to bøger fik han i papirudgave. De øvrige bøger lå som pdf-filer på hans computer, der var koblet til en parabolantenne i hjemmet. En dag kom politiet og konfiskerede parabolantenner i området, herunder i ansøgerens hjem. De tog i den forbindelse også ansøgerens computer og de to bøger om bahai. Ansøgeren var på arbejde, men ansøgerens mor ringede og fortalte, hvad der var sket. Ansøgeren talte med sin far, og de besluttede, at ansøgeren ikke skulle tage hjem. Ansøgeren tog derfor ophold hos en ven. To dage senere kom politiet og ransagede familiens hjem, og de konfiskerede ansøgerens personlige papirer. Herefter flygtede ansøgeren ud af landet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens bekendelse af sin tro på bahai religionen er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren allerede forud for udrejsen fra Iran havde fattet interesse for bahai religionen og deltaget i religiøse møder og sammenkomster og læste religiøse tekster, og at denne interesse er fortsat efter udrejsen. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har udvist et detaljeret kendskab til bahai religionens historie, lære og praksis. Uanset at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv på visse punkter indeholder divergenser og fremstår mindre sandsynlig, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om problemer med myndighederne forud for udrejsen fra Iran. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent, detaljeret og selvoplevet. Flertallet lægger således til grund, at myndighederne i forbindelse med en ransagning hos ansøgeren har konfiskeret ansøgerens computer og bøger med religiøse tekster vedrørende bahai religionen. Flertallet lægger derfor til grund, at myndighederne er bekendt med ansøgerens tilknytning til bahai religionen, og at myndighederne har eftersøgt ansøgeren. På baggrund af ansøgerens religiøse overbevisning og problemer med myndighederne forud for udrejsen sammenholdt med baggrundsoplysningerne om forholdene i Iran for personer, der er konverteret fra islam til bahai religionen, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i tilfælde af hjemsendelse til Iran risikerer at blive forfulgt på grund af sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger [… ] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/6