iran201328

Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2005. I 2008 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen, hvorefter ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af oplysninger om den mandlige ansøgers politiske aktiviteter efter nævnets afgørelse.  

Flygtningenævnet udtalte:

”At Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne er etniske persere og shia-muslimer fra[…], Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske, religiøse, fagforeningsmæssige eller andre organisationer. Den mandlige ansøger har været medlem af Basij fra 1995/1996 til 2001/2002. Den mandlige ansøger har siden 2008 været politisk aktiv i Danmark, idet han er forkæmper for kvinders rettigheder i Iran og arbejder for demokrati og frihed i Iran. Han er forfatter til to bøger, […], som er udgivet, og[…], som ikke er udgivet. Han har medvirket i interviews på radiostationer og har i flere år været frivillig ved en radiostation i Danmark, hvor han er nyhedsoplæser. Han er daglig skribent på websiden[…], en nyhedshjemmeside, hvor han dagligt beretter om kvinders vilkår i Iran. Hjemmesiden har et stort antal besøgende hver dag. Han har i omkring syv år haft en blog ved navn […] med samme emne. Bloggen har 4.000 medlemmer. Han er endvidere medlem af en gruppe i et vesteuropæisk land, hvor menneskerettigheder årligt drøftes. Han har endelig lavet en kortfilm af tyve minutters varighed vedrørende stening af kvinder i Iran. Den mandlige ansøger har navnlig i 2011 og 2012 modtaget ”flash”-sms’er med trusler på livet rettet mod ham, den kvindelige ansøger og parrets barn, og han har i samme periode modtaget utallige e-mails med lignende trusler. Parret har måttet tage navneforandring som følge af truslerne. Både den mandlige og den kvindelige ansøgers forældre i Iran er blevet chikaneret af de iranske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers aktiviteter. Under hensyn til de af den mandlige ansøger udførte regimekritiske aktiviteter og de modtagne trusler findes ansøgerne at have sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere […], samt ægteparrets søn […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/28