iran201327

Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012.

Flygtningenævnet udtalte:

"At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har været aktiv for KDPI, Kurdistans demokratiske parti, siden juni 2011, idet han tre gange har været med til at uddele løbesedler. Ansøgerens fader er tidligere medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren anført, at han blev stoppet af politiet ved en kontrolpost på vej til Orumieh, hvor ansøgeren havde i sinde at uddele løbesedler for KDPI. Ansøgeren undslap politiet, men de anholdt ansøgerens fader og broder på bopælen dagen efter, ligesom en af de øvrige venner er blevet anholdt. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring i det væsentlige må anses som sammenhængende, og at de mindre divergenser, der fremtræder, kan være fremkommet som følge af oversættelsen. Nævnet finder ikke, at ansøgerens beskrivelse af episoden ved kontrolposten må anses for så usandsynlig, at forklaringen af denne grund kan tilsidesættes. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har udført aktiviteter for KDPI. Aktiviteterne må anses som værende på lavt niveau, men det må lægges til grund, at myndighederne er blevet bekendt hermed. Herefter og under hensyn til, at det må lægges til grund, at ansøgerens fader er eller har været politisk aktiv for KDPI og fængslet af denne grund, ligesom faderen i forbindelse med ansøgerens flugt har været fængslet i 20 dage, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. iran/2013/27