iran201315

Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I begyndelsen af 2013 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, efter at sagen havde været udsat på indhentelse af oplysninger gennem Udenrigsministeriet. Senere i 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om ansøgerens asylmotiv.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren, der er kurder fra Kermanshah-provinsen, indrejste og søgte asyl i Danmark i efteråret 2010. Den […]2013 har Flygtningenævnet stadfæstet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed styrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under den oprindelige asylsagsbehandling henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som følge af politiske aktiviteter, idet han før udrejsen af Iran har været aktiv for en forening til støtte for Ahl-e-Haqq troendes og kurderes rettigheder, som han stiftede sammen med nogle venner fra sin landsby. Under genoptagelsessagen har ansøgeren herudover henvist til, at han under opholdet i Danmark har fået interesse for kristendommen, hvilket har ført til, at han i sommeren 2013 er blevet døbt. Han har endvidere henvist til, at han tidligere er blevet chikaneret som følge af sin etnicitet og sin tidligere religion. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han fra 2006 deltog i aktiviteter til støtte for Ahl-e-Haqq troendes og kurderes rettigheder, at han i den forbindelse i 2007 blev afhørt og senere tilbageholdt af efterretningstjenesten i fem dage, hvorunder han i forbindelse med forhør blev udsat for slag og spark over hele kroppen, samt at han i 2009-2010 genoptog aktiviteterne. Ansøgeren har fremlagt kopier af en tilsigelse med forkyndelsesdato den […] 2011 om at møde i retten den […] 2011 og en udskrift af en dom med forkyndelsesdato den […] 2011. Af dommen fremgår, at ansøgeren har været indkaldt til sagen, men er udeblevet, og at han herefter er fundet skyldig i blandt andet organisering af ulovlige grupperinger og idømt 5 års ubetinget fængsel og 60 piskeslag og udelukkelse fra statslig beskæftigelse. Flygtningenævnet finder, at der efter den ægthedsvurdering af dokumenterne, som Udenrigsministeriet har foretaget, ikke er grundlag for at tilsidesætte dokumenterne som uægte. Flygtningenævnet finder efter det således anførte, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren som følge af de nævnte aktiviteter fortsat fremstår som profileret i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har fra foråret 2012 haft tilknytning til først […]kirken i […]og siden til […]kirken i København, og han er den […] 2013 blevet døbt. Efter ansøgerens forklaring om sin tro og det i øvrigt oplyste om ansøgerens deltagelse i gudstjenester, bibelundervisning og andre kirkelige aktiviteter finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens konversion som ikke reel. Ansøgeren er udrejst illegalt af Iran og er ikke i besiddelse af iransk pas. Efter baggrundsoplysningerne må ansøgeren ved indrejse i Iran forventes at blive tilbageholdt og få undersøgt sine forhold, herunder eventuelt sin Facebook-profil, hvor ansøgeren blandt andet har lagt regimekritisk materiale og oplysninger om sine forbindelser til kristne kredse. Sammenholdt med det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at det herefter er sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/15