iran20124


Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K–status) til et iransk ægtepar. Indrejst i 2010.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgerne er etniske iranere, den mandlige ansøger er fra Teheran, og den kvindelige ansøger er fra […). Ansøgerne har ikke været medlemmer af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har i perioden fra sommeren 2009 til slutningen af 2009 deltaget i flere demonstrationer i Teheran for at udtrykke sin utilfredshed med præsidentvalget. Den kvindelige ansøger har tillige sammen med den mandlige ansøger deltaget i en demonstration i slutningen af 2009. I forbindelse med ansøgernes deltagelse i demonstrationen i slutningen af 2009 blev den kvindelige ansøger anholdt og tilbageholdt i tre dage af de iranske myndigheder. Under tilbageholdelsen blev hun udsat for overgreb. Efterfølgende har iranske myndighedspersoner flere gange opsøgt den mandlige ansøgers families bopæl for at lede efter ham. Endvidere er den kvindelige ansøgers families bopæl blevet opsøgt og ransaget, idet myndighederne ledte efter den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger har under opholdet i Danmark deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade, og disse er blevet filmet og lagt på internettet. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet som følge af sin deltagelse i demonstrationen i slutningen af 2009. Den mandlige ansøger frygter endvidere at blive henrettet som følge af, at han har søgt asyl og været politisk aktiv i udlandet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder og udsat for overgreb som følge af sin deltagelse i demonstrationen i slutningen af 2009. Ansøgerne har forklaret konsistent og sammenhængende om deres asylmotiv, og forklaringerne kan lægges til grund. Myndighederne i Iran er via den kvindelige ansøgers id-kort, som myndighederne så under tilbageholdelsen, blevet opmærksomme på den mandlige ansøger og har eftersøgt ham. Ansøgerne er udrejst illegalt fra Iran, og det må efter baggrundsoplysningerne antages, at de i forbindelse med en genindrejse vil blive tilbageholdt som mistænkt for politiske aktiviteter mod regeringen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”  iran/2012/4