Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni muslim fra Al-Tash flygtningelejren i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens fader var iransk statsborger, men måtte flygte til Irak på grund af de iranske myndigheder. Ansøgeren har på et tidspunkt fået at vide af sin søster, at en mand ved navn […] havde videregivet oplysninger om ansøgerens fader til de iranske myndigheder. Omkring en måned inden ansøgerens udrejse af Irak overnattede ansøgeren hos en arabisk familie sammen med fire af sine venner. Tre til fire maskerede mænd kom på bopælen og spurgte efter kurderne, og truede ansøgeren og hans venner til at følge med. Ansøgeren og hans venner blev i den forbindelse udspurgt angående amerikanernes drab på fem af de maskerede mænds venner. Ansøgeren og hans venner blev udsat for vold i omkring en time, herefter blev de kørt tilbage til landsbyen. Ansøgeren udrejste af Irak i sommeren 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ved en tilbagevenden til Irak frygter ansøgeren de maskerede mænd. Flygtningenævnet finder, at det ved vurderingen af ansøgerens troværdighed må tillægges betydning, at ansøgeren angiveligt er psykisk påvirket af sine oplevelser i Irak, herunder hændelsen med eksplosionen. Uanset, om det måtte lægges til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash flygtningelejren, finder Flygtningenævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevende til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at det alene bygger på en formodning, at hans fader har været politisk aktiv i Iran, og at ansøgeren ikke ved sin forklaring har sandsynliggjort, at han selv har udøvet aktiviteter, der kan sandsynliggøre, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Det må ved vurderingen af ansøgeren og hans families profilering i forhold til de iranske myndigheder også tillægges betydning, at dele af ansøgerens familie, herunder ansøgerens søster, bor i Iran, uden at de har problemer med de iranske myndigheder. Den episode i Irak, hvor ansøgeren angiveligt blev overfaldet og tilbageholdt af arabiske mænd, og som førte til, at ansøgeren udrejste fra Irak, kan ikke tillægges betydning ved vurderingen af, om ansøgeren vil blive forfulgt ved en tilbagevenden til Iran. Endelig kan de generelt dårlige forhold for kurdere i Iran ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2012/39
