Nævnet meddelte i november 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren søgte asyl i 2010. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk […]fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller torteret, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet eller torteret af myndighederne, fordi han har været sin tidligere ægtefælle utro, og dermed er skyldig i utugt efter iransk lov. Ansøgeren frygter endelig at blive fængslet af myndighederne, fordi han ikke vil kunne betale medgiften i form af [….] guldmønter til sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han blev gift med sin tidligere ægtefælle i slutningen af 2007 i Ahwaz, Iran. Ægtefællen, der er statsborger i et vesteuropæisk land, boede i Danmark, og ansøgeren fik som følge af ægteskabet opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Han indrejste i Danmark i 2009. Efter seks til syv måneder fik parret problemer, og i begyndelsen af 2010 flyttede ansøgeren fra parrets fælles hjem. Hans tidligere svigerfamilie opsøgte ansøgeren to til tre gange på hans arbejdsplads og bad ham om at betale medgiften, idet han ikke længere skulle være sammen med deres datter. Ved afgørelse truffet i efteråret 2010 besluttede Statsforvaltningen […]at inddrage ansøgerens opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I forsommeren 2010 begyndte ansøgeren at komme i […]kirken hver søndag, ligesom han deltog i forskellige aktiviteter. Ansøgeren blev ved dom afsagt af retten i […] slutningen af 2010, skilt fra sin daværende ægtefælle, idet han havde været hende utro. I slutningen af 2010 blev ansøgeren ringet op af en medarbejder fra den iranske ambassade i Danmark, som oplyste, at ansøgerens tidligere svigerfamilie havde anklaget ham for utugt og for at have skiftet religion. Senere i slutningen af 2010 konverterede ansøgeren til kristendommen, idet han døbt i […]kirken i […].. Omkring nytår 2010/11 ringede hans fader fra Iran til ansøgeren og fortalte, at han var blevet hentet af folk fra efterretningstjenesten og udspurgt om ansøgeren, herunder opfordret til at udlevere ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren søgte om asyl i slutningen af 2010. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har haft en oprindelig interesse for kristendommen. Nævnet henviser herved til ansøgerens forklaring om sine drøftelser inden udrejsen af Iran, og til, at ansøgerens herboende granfætre er konverteret til kristendommen, inden ansøgerens indrejse her i landet. Ansøgerens forklaring om undervisning og dåb, samt at han er gudfader til den yngste granfætters søn, understøtter, at ansøgerens konvertering er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Under hensyn til det stærke modsætningsforhold, som ansøgerens tidligere ægtefælle og svigerfamilie har til ansøgeren, lægger Flygtningenævnet til grund, at svigerfamilien har gjort de iranske myndigheder bekendt med konversionen. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om straffen for konvertering sammenholdt med oplysningerne om det iranske retssystem finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer forfølgelse på grund af sin kristne overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/30