Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Sardasht, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de iranske myndigheder, fordi han er kurder, og er udrejst illegalt, samt fordi han i 2006 i Irak blev gift med en kvinde, der i 1990’erne fik asyl i Danmark efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, da hun var mindreårig. Myndighederne vil mistænke ham for at være politisk imod regimet ligesom ægtefællens familie, hvoraf en stor del i 1997 fik asyl i Danmark sammen med ægtefællen. I begyndelsen af 2007 fik ansøgeren besøgsvisum til Danmark, hvor han søgte om familiesammenføring med sin ægtefælle. Efter at have fået afslag herpå rejste han i slutningen af 2007 tilbage til Iran, hvor han opholdt sig indtil foråret 2011, hvor han udrejste illegalt for at være sammen med sin ægtefælle og sit barn, født i 2008. Hans iranske pas udløb i begyndelsen af 2011. Han så ingen mening med at få passet forlænget, da de danske myndigheder flere gange havde afslået at give ham visum til Danmark. Omkring to måneder senere udrejste han illegalt. Han har ikke oplysninger om, at myndighederne efter udrejsen har henvendt sig til hans familie i Iran. Flygtningenævnet kan lægge til grund at ansøgeren i 2006 i Irak er blevet gift med en kvinde fra en politisk aktiv familie. Ægteskabet har aldrig givet ansøgeren problemer i forhold til de iranske myndigheder - heller ikke i forbindelse med hans legale ind- og udrejser i 2009 og 2010. Ved en tilbagevenden til Iran vil ansøgeren muligvis blive straffet for illegal udrejse. Efter nævnets baggrundsmateriale må det antages, at ansøgeren på grund af den illegale udrejse ved en tilbagevenden til Iran i givet fald vil blive straffet med en bøde og eventuelt udsat for en kort tilbageholdelse. Der er ikke i sagen konkrete oplysninger om ansøgeren og hans forhold, der tyder på, at de iranske myndigheder vil behandle ansøgeren mere hårdhændet end andre, der har udrejst illegalt og vender tilbage til Iran efter at have fået afslag på asyl. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for en sanktion eller behandling af en sådan karakter og omfang, at dette kan begrunde meddelelse af asyl. Den omstændighed, at ansøgeren ønsker at leve sammen med sin ægtefælle, der ikke kan bo i Iran, kan ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelt vanskelige forhold for kurdere i Iran er heller ikke i sig selv, eller sammen med de øvrige forhold som ansøgeren har henvist til, tilstrækkelige til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke kan antages at være risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/26
