Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2010 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen på grund af, at styrelsen ikke havde partshørt ansøgeren om oplysninger indhentet fra Udenrigsministeriet. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på en høring af Udenrigsministeriet om straffen for opsætning af parabolantenner, herunder om etnicitet har betydning for straffen. Sagen blev afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra […) ved Sare Pole Zohab i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet og udsat for tortur som følge af, at han har arbejdet med salg og montering af parabolantenner fra 2007 til 2009, hvilket efter iransk lovgivning er ulovligt. I efteråret 2009 blev ansøgerens hjem ransaget af den iranske efterretningstjeneste, der konfiskerede et stort antal parabolmodtagere. Efterfølgende blev ansøgerens farbrødre opsøgt af de iranske myndigheder. Ansøgeren frygter endvidere, at han som følge af salg og montering heraf vil blive mistænkt for at have udført ulovlig politisk virksomhed, idet parabol-antennerne gav befolkningen mulighed for at se kanaler, som ejes og drives af de forbudte kurdiske politiske partier. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ansøgeren i en periode på omkring to år fra 2007 til 2009 har ernæret sig via salg og opsætning af parabolantenner Dette betragtes ifølge Udenrigsministeriets notat af 25. marts 2010 og Udenrigsministeriets uddybende notat af 20. februar 2012 vedrørende oplysninger om strafudmåling for salg af parabolantenner i Iran som en almindelig forbrydelse og vil normalt ikke være noget, der i sig selv vil føre til yderligere forfølgelse fra den iranske sikkerhedstjenestes side eller lignende. Straffen for salg af parabolantenner er ifølge Udenrigsministeriets notat af 25. marts 2010 typisk mellem seks måneder og to års fængsel. Ifølge Udenrigsministeriets kilder har det ingen betydning, at lovovertrædelserne begås af en etnisk kurder i Sara Pole Zohab-området. Udenrigsministeriet uddyber i samme forbindelse, at Sara Pole Zohab-området ikke er et traditionelt kurdisk område, men derimod et etnisk og religiøst blandet område beliggende i provinsen Kermanshah. Det fremgår yderligere, at Udenrigsministeriets kilders oplysninger ikke gav anledning til ændringer i forhold til Udenrigsministeriets høringssvar af 25. marts 2010. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at der efter det oplyste ikke har været myndighedshenvendelser på ansøgerens bopæl siden ansøgerens udrejse i efteråret 2009, ligesom ansøgerens farbrødre ikke har haft problemer efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren på grund af sin virksomhed med salg og opsætning af parabolantenner efter de foreliggende oplysninger kan antages at være kommet i de iranske myndighedernes søgelys for ulovlig politisk virksomhed, eller at ansøgeren i øvrigt på grund af sin virksomhed med salg og opsætning af parabolantenner ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/24
