Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk perser fra Bandar-Anzali, Iran. Under sit ophold her i landet er han, der var shia-muslim, konverteret til kristendommen og er blevet døbt i sommeren 2012. Ansøgeren har siden 2001 været tilknyttet Basij, hvor han var ansat som livredder. Derudover deltog han i patruljerings- og sikkerhedsopgaver. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, idet de betragter ham som forræder, fordi han brød ud af Basij. I sommeren 2011 var ansøgeren på arbejde ved en demonstration i Teheran. Hans gruppeleder blev voldelig over for en kvindelig demonstrant, hvilket ansøgeren forsøgte at stoppe. Der opstod håndgemæng mellem ansøgeren og gruppelederen, og ansøgeren slog lederen ned. Andre fra gruppen forsøgte at overmande ansøgeren, men han flygtede. Ansøgeren holdt sig skjult i 20 dage i en anden by, før han udrejste af landet. Han har efterfølgende hørt, at Basij har søgt efter ham på bopælen flere gange. Ansøgerens familie er videre blevet opsøgt af en tidligere asylansøger sammen med sikkerhedstjenesten. Ansøgeren har i et par måneder været tilknyttet samme kirke som den pågældende asylansøger. Den pågældende tidligere asylansøger angav, at ansøgeren var konverteret. Det fremgår, at ansøgeren ved ankomsten havde beskrivelsen af daværende asylmotiv skrevet ned. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende vis har kunnet forklare om den af ham angivne episode med sin uniformerede gruppeleder, hvor det skulle være lykkedes ansøgeren at forhåne denne samt skubbe denne omkuld og derpå flygte fra området, hvor der i anledning af demonstration også var andre Basijgrupper. I denne forbindelse bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at han havde købt ny mobiltelefon og nyt sim-kort under flugten, hvorimod han tidligere har oplyst, at det alene var sim-kortet, der blev skiftet ud. Ansøgeren har ikke oplyst nogen årsag til, at han på daværende tidspunkt skulle have været blevet negativ overfor islam. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren, ifølge egen forklaring, kommer fra en troende familie. Flygtningenævnet finder således ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, som dette forelå ved ankomsten her til landet, til grund. Ansøgeren har oplyst, at der var positive mennesker i de kirker, han har besøgt, dels i København og dels i Nordjylland. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har fået undervisning i kristendom, og at han kun har læst få sider i udleveret materiale. Ansøgeren har oplyst, at han først senere vil sætte sig ind i den kristne tro. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at ansøgeren har deltaget i en dåb, hvor kun få mennesker var til stede, er kommet de iranske myndigheder til kundskab. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om henvendelsen på bopælen af en tidligere asylansøger, ikke kan lægges til grund. Den pågældendes dåb har fundet sted efter denne, ifølge ansøgerens oplysninger, er udrejst. Også henset til, at ansøgeren må anses at være uden reel viden om den kristne tro, kan hans forklaring om konvertering ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt og heller ikke, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Ansøgeren ses heller ikke i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/22
