Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren, der er født i 1993, indrejste i Danmark i efteråret 2010. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash flygtningelejr i Ramadi i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren er født i flygtningelejren Al Tash i Irak, hvor han boede frem til 2003, hvor han flyttede med sin familie til Barika-lejren i Sulaymaniyah. Ansøgeren har aldrig opholdt sig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men hans far og afdøde storebror har været medlemmer af Det Kurdiske Demokratiske Parti Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, idet han frygter, at han vil blive anholdt og fængslet. Ansøgers fader og afdøde broder var begge medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI) i Iran. Broderen er efterfølgende blevet dræbt i Irak og ansøgeren frygter, at den samme skæbne skal overgå ham. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ønsker et liv med rettigheder, idet han ikke havde dette i Al-tash lejren i Irak eller i Barika lejren i KRI. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. KRI består af tre provinser og udgør et større sammenhængende område. Ifølge de foreliggende oplysninger har området nu i flere år på flere områder været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Efter nævnets praksis er det ikke en betingelse, at første asyllandet har ratificeret og implementeret Flygtningekonventionen. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58-1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at anerkendte UNHCR flygtninge i KRI kan ansøge om KRG-opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtninge kan rejse inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at UNHCR foretager asylvurderingen, og at ansøgeren er pålagt at bo et anvist sted, som administreres af UNHCR, medfører, at KRI af den grund ikke kan anses som første asylland. Efter en samlet vurdering af ansøgerens økonomiske og sociale forhold, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens leveforhold er af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Som ovenfor anført lægger nævnet ansøgerens forklaring til grund. Det må således lægges til grund, at ansøgerens storebroder blev dræbt. Det fremgår af den fremlagte obduktionsrapport, at der var tale om en likvidering. Familien antog, at drabet var udført af familien til en ung pige, og at drabet var æresrelateret. Myndighederne efterforskede drabet, men efterforskningen har ikke ledt til domfældelse. Ansøgeren forklarede under asylsamtalen, at hans far netop havde oplyst, at familien havde fået flere trusselsbreve. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at der er tale om to breve. I brevene trues der med, at familien en efter en vil lide samme skæbne som broderen. Faderens har forgæves søgt myndighedernes beskyttelse, og familien har på grund af truslerne måtte flytte fra Barika-lejren, og lever nu adskilt i en anden by i samme provins. Under disse omstændigheder findes ansøgeren, der som mindreårig er udrejst illegalt af KRI, ikke ved en tilbagevenden at ville kunne opnå den fornødne beskyttelse. KRI kan således ikke tjene som ansøgerens asylland, og nævnet meddeler derfor ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2012/20
