Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Han er født i Al-Tash lejren, Romadi, Irak, men flyttede til Iran med sin familie i 1996. Familien var flygtet til Irak på grund af krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har sympatiseret med det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI), som han fire gange har uddelt politisk materiale for. Ansøgeren delte materiale ud første gang i forbindelse med Newroz i 2009 og sidste gang i sommeren 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han samarbejdede med sin morbroder og en bekendt. Morbroderen blev anholdt og angav herefter under tortur ansøgeren til myndighederne, hvorfor han frygter at blive anholdt og henrettet ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har efter sin egen forklaring alene udført meget begrænsede aktiviteter for KDPI, idet han inden for en periode på et år og to måneder bistod morbroderen og dennes bekendte […]i med at uddele politisk materiale til de lokale kurdere. Ansøgeren har ikke været medlem af KDPI, og aktiviteterne har ikke i sig selv været egnet til at profilere ham i forhold til myndighederne. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om uddelingen af politisk materiale og tidspunkterne derfor. Han har i denne forbindelse udvist et påfaldende begrænset kendskab til KDPI og partiets mærkedage. Dernæst fremstår det usædvanligt, at morbroderen kort tid efter at have været fængslet i tre måneder skulle påbegynde opbevaring af politisk materiale på sin bopæl. Det skal herved fremhæves, at morbroderen overfor ansøgeren gav udtryk for, at han følte sig overvåget, og at morbroderen ifølge ansøgerens oplysninger var pålagt meldepligt. Det skal tilføjes, at myndighederne ifølge ansøgerens egen forklaring havde mange agenter i lokalområdet, og at morbroderen netop blev løsladt, da myndighederne ikke fandt nogen beviser mod morbroderen, herunder heller ikke materiale på morbroderens bopæl. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerens oplysninger om ransagninger på ansøgeren og morbroderens bopæle, herunder myndighedernes repressalier mod ansøgerens familie, alene er baseret på anden og tredjehånds oplysninger. Herudover er det påfaldende, at ansøgerens tvillingebroder på meget kort tid var i stand til at arrangere udrejsen og skaffe midlerne hertil. Der kan efter det foreliggende ikke lægges nogen vægt på de fremlagte tilsigelser. Udover det sene fremkomst tidspunkt fremstår tilsigelsernes datering usædvanlig, ligesom teksten i tilsigelserne ikke entydigt peger mod den af ansøgeren påberåbte konflikt med myndighederne. Hertil kommer, at tilsigelserne alene er fremlagt i fotokopier. De af ansøgeren fremlagte fotografier fra møder i Kurdistans Demokratiske Ungdomsforening i Danmark kan heller ikke tillægges vægt. Ansøgeren fremstår som tidligere anført helt uprofileret, og der er ikke holdepunkt for at antage, at han skulle være kommet i myndighedernes søgelys. Endelig kan der heller ikke lægges nogen vægt på ansøgerens oplysninger om en navngiven person fra ansøgerens hjemegns aktiviteter og færden i Danmark og i Iran. Ansøgeren har efter sin egen forklaring været bekendt hermed i cirka en måned. Forholdet er desuagtet ikke omtalt i advokatindlægget dateret den 18. december 2011. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist om nævnte aktiviteter og færden, ligesom hans viden herom er baseret på tredjehåndsoplysninger. Da ansøgeren herefter ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/2
