Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk khavari og shia muslim fra Mashhad, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, der beskylder ham for at være politisk aktiv for khavarierne. Han frygter endvidere at skulle leve som statsløs. I forbindelse med en khavari demonstration i foråret 2010 foran guvernørbygningen i Mashhad blev ansøgerens storebroder anholdt. Han blev løsladt dagen efter mod at underskrive en erklæring om, at han ikke ville være aktiv imod styret. Kort tid efter demonstrationen ransagede efterretningstjenesten familiens bopæl samt […]forretning. De fandt ikke noget belastende materiale. Ansøgerens fader blev i den forbindelse anholdt og forsøgt tvunget til at underskrive en erklæring om, at han er afghansk statsborger. Faderen blev løsladt efter 10 dage mod kaution. Kort tid efter faderens anholdelse anholdt efterretningstjenesten ansøgeren. Han blev løsladt den efterfølgende dag uden afhøring. Efter løsladelsen af faderen har efterretningstjenesten flere gange ringet til faderen og en anden broder og spurgt efter ansøgeren og hans tvillingebror ligesom de senere har afhørt farfaderen om ansøgerens og hans tvillingebroders opholdssted. Efterretningstjenesten har oplyst under telefonsamtalerne, at de havde beviser for, at ansøgeren og hans tvillingebror havde udført aktiviteter mod styret. Resten af ansøgerens familie er udrejst for cirka et år siden, idet efterretningstjenesten på ny havde ransaget hos familien. Der blev fundet belastende materiale, hvilket førte til familiens udrejse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring og de dokumenter, han har fremlagt, til grund, at ansøgeren må anses som statsløs. Da ansøgeren og i øvrigt også hans familie har haft fast bopæl i Iran gennem mange år, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Iran. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Dog kan det ikke lægges til grund, at efterretningstjenesten har fundet beviser eller belastende materiale mod ansøgeren, således som ansøgeren har forklaret, at efterretningstjenesten har meddelt under telefonsamtaler med faderen. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at efterretningstjenesten har fundet belastende materiale mod familien, og at dette har ført til familiens udrejse for cirka et år siden. Flygtningenævnet finder ikke, at de straffeprocessuelle indgreb i form af ransagninger og kortvarig anholdelse af ansøgerens fader, storebror og ansøgeren kan anses for indgreb af et sådant omfang og intensitet, at de må anses for forfølgelse af ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren som en del af de 400 khavari familier ikke har sædvanlige statsborgerrettigheder i Iran, kan ikke føre til noget andet resultat. Nævnet lægger ved bedømmelsen af ansøgerens forhold vægt på, at ansøgeren og familien har levet i Iran i mange år, og at de ikke har udtrykt holdninger eller udført aktiviteter vendt mod styret, men blot har krævet sædvanlige statsborgerrettigheder, og at ansøgerens familie ikke har været udsat for overgreb, der må anses for forfølgelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/19
