Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk perser fra […] Iran og eckankar af trosretning. Ansøgeren blev for tre til fire år siden medlem af en ikke-politisk organisation, som kæmper for kvinders rettigheder i Iran. Hun var tilknyttet en navngiven kampagne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har indsamlet underskrifter samt oplyst kvinder om deres rettigheder, som led i sine aktiviteter for en kvinderettighedsorganisation, at hun i sommeren 2008 blev anholdt af myndighederne i en park i forbindelse med sine aktiviteter, og at hun var tilbageholdt i 42 dage, hvor hun blev udsat for tortur og seksuelle overgreb. Ansøgeren blev løsladt mod kaution. I sommeren 2009 ventede ansøgeren sammen med andre på en tilladelse til at demonstrere mod det nyligt afholdte valg. Myndighederne stormede værelset, hvorefter ansøgeren flygtede derfra sammen med en mandlig bekendt. Ansøgeren har ikke været hjemme siden. Ansøgerens bopæl blev ransaget den følgende dag. Ved ransagningen fandt myndighederne både politisk og religiøst materiale. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i 2007 konverterede fra islam til eckankar, hvilket er kommet de iranske myndigheder til kendskab i forbindelse med den ovenfor nævnte ransagning. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for kvinders rettigheder, fængsling, overgreb, og efterfølgende løsladelse, til grund. Flygtningenævnet lægger videre ansøgerens forklaring om sine efterfølgende aktiviteter og myndighedernes indgreb på en oppositionspolitikers kontor og den efterfølgende flugt til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sine kvindepolitiske aktiviteter, og nævnet meddeler hende derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/9