Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren indrejste første gang i 2007, men havde forud herfor opholdt sig en periode i Finland, hvor han ligeledes havde søgt asyl. Ansøgeren oplyste, at han efter at have søgt asyl i Danmark i 2007 rejste tilbage til Iran, idet hans ægtefælle ville skilles. Ansøgeren genindrejste i Danmark i 2010 og anmodede om asyl.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder fra Nishabour i Iran. Ansøgeren har været medlem af Det Iranske Kurdiske Demokratiske Parti i perioden fra 2005 til 2007, mens han opholdt sig i Finland. Ansøgeren har på nævnsmødet som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive anholdt, udsat for tortur og henrettet af de iranske myndigheder på grund af hans politiske aktiviteter i Finland. Han har videre henvist til, at hans aktive deltagelse i en demonstration i Teheran i slutningen af 2009 er kommet til myndighedernes kendskab ved, at de efter demonstrationen konfiskerede hans mobiltelefon. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han tidligere er registreret som deltager i demonstrationer, og at han i den forbindelse underskrev en erklæring om ikke at måtte deltage i demonstrationer fremover. Uanset om ansøgeren har deltaget i en demonstration i […….] 2009 i Teheran mod myndighederne, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke kan antages at myndighederne har identificeret ansøgeren, idet Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at myndighederne på en metrostation konfiskerede hans mobiltelefon, som indeholdt belastende materiale. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring og omstændighederne ved myndighedernes tjek af mobiltelefoner med mere på metrostationen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ikke blot kunne vende om uden at komme i forbindelse med myndighederne. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren af en ukendt mand fik et videoklip visende ansøgeren, der stod med en brosten, ligesom det er usandsynligt, at ansøgeren opbevarede dette videoklip på sin mobiltelefon under hensyntagen til myndighedernes massive tilstedeværelse og fremfærd mod demonstranterne. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. iran/2011/8
