iran20116


Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk lor og shia-muslim af trosretning fra en navngiven by i Iran. Ansøgeren har været aktiv i præsident Mousavis valgkampagne i 2009, hvor han blandt andet stillede sin butik til rådighed som kontor under kampagnen. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han deltog i en demonstration i sommeren 2009 i Teheran mod udfaldet af præsidentvalget, ligesom at han i 2008 blev anholdt og tilbageholdt for sine aktiviteter for en dervish-gruppe. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive hårdt straffet af myndighederne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der har fremstået sammenhængende, selvoplevet og troværdig, til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren efter valget i 2009 deltog i en demonstration den […] 2009 vendt mod styret i Iran, at ansøgeren under denne demonstration blev filmet, og at de konkrete billeder af ham efterfølgende blev vist på TV samtidig med, at ansøgeren af en politichef blev udpeget som en person, der var til fare for statens sikkerhed. Umiddelbart herefter blev ansøgerens butik ransaget. Ansøgeren holdt sig efter demonstrationen skjult og flygtede ud af Iran. Ansøgeren har efterfølgende hørt fra sin fader, at ansøgerens bror var blevet tilbageholdt af politiet, fordi politiet fejlagtig antog, at broderen var ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren tilbage i 2008 var tilbageholdt af de iranske myndigheder i anledning af sine politiske aktiviteter som dervish, at ansøgeren med myndighedernes viden drev et kampagnekontor fra sin butik til fordel for Mousavi, og at ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt en indkaldelse fra en iransk domstol, hvoraf fremgår at ansøgeren indkaldes til at give møde, som følge af en klage over ham fra myndighederne. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse fra myndighederne som følge af sine politiske aktiviteter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. iran/2011/6