Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Afgørelsen omfatter et barn.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens ægtefælle har været politisk aktiv og sammen med sin broder trykt politisk materiale rettet mod regimet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle har været tilbageholdt som følge af hans aktiviteter, og at hun i 2005 én gang har været tilbageholdt to til tre dage, da hun forsøgte at finde sin ægtefælle, som var fængslet. Hun blev løsladt mod at underskrive en erklæring om at underrette myndighederne om ægtefællens politiske aktiviteter. Ansøgerens hjem har derudover været udsat for husransagning af de iranske myndigheder i den tredje uge af juli 2009, hvor myndighederne konfiskerede dokumenter samt ansøgerens og ægtefællens pas. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring, navnlig om forholdene efter ransagningen i juli 2009, er præget af forskellige unøjagtigheder og divergenser, som kan rejse tvivl om forklaringens rigtighed. Nævnet finder dog efter en samlet vurdering ikke, at disse forhold kan anses for så væsentlige, at de medfører, at nævnet må tilsidesætte ansøgerens forklaring. Nævnet lægger således ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke selv har været politisk aktiv, risikerer som følge af ægtefællens aktiviteter, eller som følge af at hun ikke har underrettet myndighederne om ægtefællens aktiviteter. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, bortset fra tilbageholdelsen i 2005, ikke har været udsat for overgreb fra myndighedernes side. Ansøgeren er således heller ikke blevet kontaktet af myndighederne efter 2005, hvor hun efter det oplyste underskrev samarbejdserklæringen, ligesom hun heller ikke i forbindelse med ransagningen blev udsat for personlige overgreb. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2011/20
