Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […]i Iran. Ansøgeren er sympatisør og tilhænger af PDKI. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han er mistænkt for at have udøvet ulovlige politiske aktiviteter. Ansøgeren har hjulpet sin morbroder med politiske aktiviteter, herunder har hjulpet folk med tilknytning til PDKI med illegalt at krydse grænsen til Irak, hvor de ved den seneste episode faldt i baghold, hvor de to personer, han skulle hjælpe, blev taget til fange af militæret. Ansøgeren antager, at de to personer har oplyst om hans identitet til myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund som selvoplevet, uanset at der har været tale om divergerende forklaringer på nogle områder med hensyn til den episode, der direkte førte til ansøgerens flugt. Flertallet finder herefter, at ansøgeren må antages at være i myndighedernes søgelys som politisk aktiv etnisk kurder. Når henses hertil, og når henses til baggrundsoplysningerne om etniske kurderes forhold i Iran, finder et flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2011/11