Iran20107

Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde arbejdet for KDPI ved at uddele materiale for partiet. En aften i efteråret 2008 var ansøgerens kammerat blevet anholdt i forbindelse med opklæbning af plakater for KDPI. Ansøgeren havde kort efter fået at vide, at kammeraten havde angivet ansøgeren, hvorfor ansøgeren var flygtet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er iransk statsborger, som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse af de iranske myndigheder som følge af arbejde udført for KDPI. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ansøgerens forklaring til grund om, at han havde udført arbejde for partiet, og at han var blevet angivet af en kammerat, der selv fortsat var tilbageholdt. På denne baggrund fandtes det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/7.